Carlos Tevez hjalp Vejles kontroversielle model til jackpot på transfermarkedet
Foto: Getty Images
Generelle

Carlos Tevez hjalp Vejles kontroversielle model til jackpot på transfermarkedet

Hvad har Carlos Tevez med Vejle Boldklubs seneste salg til kinesisk fodbold? Få svaret her.

Vejle Boldklub og Carlos Tevez? Nu er chefredaktøren da kørt helt af sporet?

Ikke helt, når man ser på det, der sker på det globale transfermarked.

Da Carlos Tevez for et år siden begyndte i den kinesiske topklub Shanghai Shenhua, havde argentineren i et nu berømt citat sagt, at han jo ikke bare tog til Kina for at hente ”40 store”.

Det var en henvisning til den årsløn på 40 millioner dollars, der var tale om på argentinerens kontrakt, og selvom man skal tage den type meldinger med forbehold, var Carlos Tevez særdeles velbetalt i Kina.

Her lagde den berømte angriber sig til gengæld ud med alt og alle med dårlige præstationer på banen, notorisk fravær på træningsbanen og toppede med at blive filmet – og derefter eksponeret på sociale medier – i en forlystelsespark med familien, mens holdkammeraterne spillede en vigtig kamp for Shanghai Shenhua.

Tevez’ kontrakt og den store omtale, han og Shanghai Shenhua fik i både Kina og resten af verden, er en af de direkte årsager til, det kinesiske fodboldforbund på ordrer fra regeringen strammede udlændingereglerne i ligaen og med effekt fra sæsonen her i 2018 kræver, at hvert kinesisk hold skal stille med samme antal kinesiske U/23-spillere som det antal udlændinge, man bruger i dagens startopstilling.

Det er her, Vejle Boldklub – og andre europæiske klubber med kinesiske spillere - kommer ind i billedet.

Den kinesiske spilleragent Chang Jin er sammen med moldoviske agent Andrei Zolotko hovedinvestor i Vejle Boldklub, og Chang Jin, der også bruger navnet Lucas, har spillet en vigtig rolle i Vejles salg af Dominic Vinicius Beijing FC og Wang Xin til Guangzhou R&F.

At en vigtig investor i en fodboldklub også er agent er en model, der spreder sig hastigt i disse år i såvel Europa som resten af verden, og selvsagt noget, der kan give åbenlyse interessekonflikter, når spillere købes og sælges.

Men lige nu ser Vejles model, finansielt, temmelig genial ud, hvis salget af Wang Xin kan følges op i de kommende transfervinduer.

Med det nye lovkrav om brug af U/23-spillere i den kinesiske liga er efterspørgslen efter gode U/23-spillere enorm i ligaen af den simple årsag, at der ikke er specielt mange gode spillere.

Wang Xin, der fik et kvarter i 1. division mod Fremad Amager i november 2016 og sad på bænken mod Thisted i september 217, har en fin transferværdi på et kinesisk marked med ekstremt få brugbare spillere og endnu færre af disse, der er til salg.

Så i Vejle – og i Portugal og Spanien, hvor man i langt større stil har tilknyttet unge kinesiske spillere i de seneste par år – kan man passende sende en venlig tanke til Carlos Tevez og de øvrige udenlandske spillere, der har kostet kassen og ikke præsteret i Super League. De kan vise sig at være millioner værd for oprykningsfavoritten.

Denne klumme er bragt på transferopslaget i dagens udgave af Tipsbladet.


Sponsoreret:
Drømmer du om en tur ud i Europa for at opleve den fede fodboldstemning på et af de helt store stadions?

Skal det være hos FC Barcelona, Real Madrid, Manchester United, Liverpool, Chelsea, Bayern München eller noget endnu bedre?

Få tre hurtige tilbud på den perfekte fodboldtur for dig og vennerne, for far og søn eller for hele familien.

Det er nemt, hurtigt og enkelt, og der er svar fra rejsearrangørerne inden for 24 timer – find dit rejsetilbud her.