Casillas får ny cheftræner: Tidligere landstræner for Saudi Arabien
Generelle

Casillas får ny cheftræner: Tidligere landstræner for Saudi Arabien

Porto fyrede tidligere på måneden klubbens træner og nu har de fundet en ny. Det er José Peseiro, der har fået en kontrakt på halvandet år.

For godt to uger siden fyrede Porto Julen Lopetegui som cheftræner efter et 1-3-nederlag i den portugisiske række til Maritimo. Det skete efter, at holdet i øvrigt også var slået ud i Champions League og placeret som nummer tre i ligaen.

Nu har Porto fundet afløseren til jobbet. Det bliver den tidligere Sporting Lissabon-træner José Peseiro. Det skriver klubben på sin officielle hjemmeside. Han kommer desuden fra en stilling i egyptiske klub Al Ahly, som han tidligere i dag blev løst fra.

Han har i det hele taget haft en del år i den del af verden. Han har også været i Al-Wahda og Al Hilal samt landstræner for Saudi Arabien. 

Det er ikke den eneste nye i trænerstaben. Peseiro tager Alexandre Santos, Ricardo Dionísio, Rui Barros og Daniel Correia med sig ind i klubben. 

Træneren kommer til at blive præsenteret ved et stort pressemøde på torsdag, lyder det fra Porto. Kontrakten mellem ham og Porto er på halvandet år med option på endnu ét år, oplyser Porto.