Video : Tipsbladet
Generelle

Celtic er skotske mestre for ottende gang i træk

For ottende gang i streg sikrede Celtic sig det skotske mesterskab lørdag ved at slå Aberdeen på udebane med 3-0.

De forsvarende mestre fra Celtic kan igen lade sig hylde som skotske mestre. Det er mesterskab nummer 50 og ottende gang i træk, at storklubben ender øverst på medaljeskamlen i den skotske Premiership.

Neil Lennons mandskab skulle kun bruge et enkelt point på udebane mod Aberdeen for endegyldigt at tage titlen, og med en 3-0-sejr blev det aldrig det store problem.

Svenske Mikael Lustig headede favoritterne i front, inden Jozo Simunovic fordoblede med et hovedstød efter pausen. Til sidst blev det også 3-0 ved Odsonne Édouard kort før tid, og så kunne gæsterne juble.

Dermed er det hele afgjort inden de to sidste spillerunder, da rivalerne fra Rangers er 12 point efter med tre kampe igen. Netop Rangers tager imod Celtic på Ibrox næste søndag til et brag.

Med mesterskab nummer 50 nærmer Celtic sig også netop Rangers, som har vundet 54 gange. I denne sæson har de forsvarende mestre også mulighed for at vinde den skotske treble, hvis de slår Hearts i finalen af Scottish Cup.