Chelsea-emne vil væk fra Sporting
Illustration
Generelle

Chelsea-emne vil væk fra Sporting

Sporting Lissabons 18-årige stortalent, Bruma, vil ikke forlænge sin kontrakt med klubben, men ønsker at forlade dem allerede denne sommer. 

Der er stor forvirring i Sporting Lissabon i disse dage. Forvirringen går på, om stortalentet Brumas kontrakt med klubben allerede er udløbet, eller om den løber et år endnu. 

Den 18-årige spillers advokat, Bebiano Gomes, mener, at Bruma frit kan skifte til en anden klub i dette transfervindue, fordi kontrakten er udløbet. Sporting mener derimod, at der i kontrakten har været en klausul, som automatisk er blev sat i kraft, og som har forlænget talentets aftale med et år. 

Parterne kan ikke blive enige, og derfor ender sagen nu i retten. Men uanset hvad retten skulle afgøre, har Bruma besluttet sig for at forlade Sporting - spørgsmålet bliver så bare, om det bliver kvit og frit, eller om klubben får penge for spilleren. 

- Bruma er færdig med Sporting. Og hvis de tager sagen i retten, så må det være sådan. Det har vi ikke nogle problemer med, udtaler advokaten til TVI. 

Spilleren selv er ikke helt så klar i spyttet som sin advokat og beklager den kringlede situation. 

- Jeg fortryder, at det hele er endt sådan her. Jeg gjorde det klart for mine repræsentanter, at jeg ville blive i Sporting. Men tiden gik, og Sporting gjorde ikke noget for at beholde mig, siger Bruma til A Bola og tilføjer:

- Jeg ønsker ikke denne kontrovers med Sporting eller klubbens fans. Jeg er professionel, og jeg vil fortsætte min karriere. 

Tidligere på ugen forlød det, at både Chelsea og Galatasaray havde budt på Bruma. Men mon ikke klubberne trækker interessen til sig, indtil retssagen er afsluttet - i så fald kan de måske spare en masse penge.