Video : Tipsbladet
Generelle

Dalsgaard: Jeg var kørt lidt død i det

Henrik Dalsgaard trængte til at drosle ned for fodbold på højt niveau, men nu er han stærkt tilbage.

På otte år er 28-årige Henrik Dalsgaard gået fra at spille Serie 4 for Møldrup-Tostrup i Nordjylland til at være fast mand på højreback for det danske landshold og en udenlandskarriere i den engelske klub Brentford.

Da Dalsgaard spillede i Møldrup-Tostrup, var han nemlig kørt sur i det hele, og derfor trængte han til at gå et par niveauer ned.

- Jeg trængte bare til at komme tilbage og nyde at spille fodbold igen. Jeg var kørt lidt død i det. Det var det, der skulle til, og heldigvis var der en vis mand oppe i AaB, der fik set mig og fik trukket mig tilbage til fodbolden, siger Dalsgaard til BT Sporten.

Efter syv år i AaB skiftede han videre til Zulte Waregem, og i år tog han så skridtet videre til Brentford.

- De (AaB, red.) tog en chance, og jeg synes, at jeg har betalt lidt tilbage også. Det var en god aftale, vi fik lavet der, afslutter Dalsgaard med henvisning til det transferbeløb, han blev solgt for.

Henrik Dalsgaard spillede en afgørende rolle i Danmarks sejr mod Montenegro, da det var ham, der spillede Christian Eriksen, som scorede kampens eneste mål.