Dalum rykker ikke pokalkamp mod FC Midtjylland til et andet stadion
Foto: Getty Images
Generelle

Dalum rykker ikke pokalkamp mod FC Midtjylland til et andet stadion

Dalum har ønsket at spille pokalkampen mod FC Midtjylland på klubbens normale stadion, og her forventer klubben et pænt tilskuerfremmøde.

Det er ofte set i pokalturneringen, at mindre danske klubber vælger at rykke kampe mod Superliga-klubber til andre stadions end klubbens normale.

Det er dog ikke tilfældet for Dalum. Det slår klubbens næstformand, Jes Voight, fast over for Fyens Stiftstidende.

- OB’s stadion er ikke vores bane, der ville vi ikke få hjemmebane. Hvis vi ikke spiller kampen i Dalum, så kunne vi lige så godt være taget på udebane i FC Midtjylland. Spillerne vil gerne klæde om i deres sædvanlige omklædningsrum og have de samme rutiner, som de plejer til en hjemmekamp. Det er en oplevelse, at de danske mestre kommer til Dalum. Og den vil vi give vores egne medlemmer, folk i lokalområdet og sponsorer.

Også sidste år mødte Dalum en Superliga-klub i pokalturneringen. Her var det OB, som gæstede det ydmyge stadion i Dalum, og her var der mere end 2.000 tilskuere til kampen.

Det antal forventer Dalums næstformand dog langt fra at se mod FC Midtjylland. Her lyder beregningen på mellem 600 og 1000 tilskuere.

Kampen er fastlagt til den onsdag den 26. september klokken 16.30.