Video : Tipsbladet
Generelle

Dansk Stoke-målmand på vej væk: Åben for retur til Superligaen

Jakob Haugaard forlader Stoke City, når hans kontrakt udløber efter denne sæson. Ifølge hans agent er der allerede dialog i forskellige lande, men hvis det perfekte i Danmark dukker op, afviser Haugaard ikke sit hjemland.

Det er fire år, siden Jakob Haugaard forlod FC Midtjylland og dansk fodbold, men til sommer kan han vende tilbage. Her udløber hans kontrakt med Stoke City, og målmanden afviser ikke et comeback til hjemlandet.

27-årige Haugaard har ikke fået en eneste kamp for Stokes førstehold i denne sæson, men har i stedet stået bag den tidligere engelske landsholdsmålmand Jack Butland og den australske veteran Adam Federici.

Det er endnu ikke fastlagt, hvor danskeren fortsætter sin karriere, men den bedste række i England bliver det næppe.

- Lige nu er vi åbne for alt. Realistisk er det nok ikke en Premier League-klub, der kommer. Det er Jakob også godt klar over. Vi skal finde det bedste sted, hvor han kan udvikle sig. 

- Der er lidt dialog i forskellige lande. Som udgangspunkt er han glad for at være i udlandet, men kommer der en klub med det perfekte i Danmark, siger agent Michael Stensgaard til Ekstra Bladet.

Jakob Haugaard har, siden han forlod FC Midtjylland i 2015, været på kontrakt hos Stoke. I foråret 2017 var han dog lejet ud til Wigan. Målmanden slog aldrig igennem i klubben, og siden han fik fem Premier League-kampe og to FA Cup-opgør i 2016, har han slet ikke været på banen.

Stoke har spillede i går sidste kamp i denne sæson og slutter som nummer 16 i the Championship.