Dansker er færdig i Skotland: Der kommer snart noget nyt på plads
Foto: Getty Images
Generelle

Dansker er færdig i Skotland: Der kommer snart noget nyt på plads

For snart to måneder siden fik Delphin Tshiembe sin kontrakt med Hamilton Academical ophævet. Nu melder han om et snartligt klubskifte efter en fed sæson med kampe mod Celtic og Rangers.

Det begyndte godt, gik skidt undervejs og sluttede med en lettelse.

Delphin Tshiembe byttede sidste sommer AC Horsens ud med Hamilton Academical i den skotske liga, hvor han blev fast mand fra første færd. Men undervejs skiftede klubben manager, og den nye så sjældent danskerens vej. 

Så i anden halvdel af sæson spillede Tshiembe kun fem kampe. Til gengæld endte Hamilton med at redde tilværelsen efter en hel sæson i nedrykningsfare. Kort efter, i slutningen af maj, fik Delphin Tsiembe så ophævet sin kontrakt.

- Efter den manager, som hentede mig i sin tid, blev fyret, og den nye manager kom til, så kiggede han ikke min vej. Det kan skyldes en masse ting, men jeg mente selv, at jeg, gennem træning og kamp, var berettiget til at spille mere, siger han til tipsbladet.dk.

- Planen fra starten af var at spille en sæson i klubben og så derefter videre til ny klub gennem et salg. Det skete ikke, da vi kæmpede hårdt om ikke at rykke ned, og jeg samtidig efter en god start i klubben blev skadet i en måned, og så kom den nye manager til klubben. Så efter sæsonen fik min agent og jeg en snak med manageren og chairman (bestyrelsesformand, red.). Vi kom frem til, at det skulle slutte her.

Nu nærmer han sig så en ny et andet sted.

- Der har været noget i gang længe, så der kommer noget på plads om ikke så lang tid, siger han til tipsbladet.dk.

Delphin Tshiembe kan dermed se tilbage på en sæson med blandede oplevelser. Alligevel vil han huske sit år i Skotland som et godt et af slagsen. Han spillede i alt 19 kampe, herunder to mod mestrene fra Celtic, og sad på bænken i de to mod Rangers. Den slags opgør husker man.

- Det var fedt at spille for Hamilton og bare generelt den skotske liga. Fed liga, fed atmosfære på diverse stadions. At spille mod hold som Celtic, Rangers, Hearts og så videre har været en fornøjelse rent sportsligt, siger Tshiembe.

Før turen gik til Skotland, spillede Delphin Tshiembe i AC Horsens og HB Køge.