Forhandlingerne mellem Chelsea og Frank Lampard trak ud, og det gav Derby god tid til at finde en afløser, og Championship-klubben har bare 24 timer efter afskeden med klubbens tidligere manager fundet en ny.
Valget er faldet på den 48-årige hollænder Phillip Cocu, som har underskrevet en fireårig kontrakt med the Rams.
- Jeg er tilfreds og beæret over at bekræfte, at Derby County bliver min nye klub, og jeg kan ikke vente med at møde holdet og fansene for at starte dette eventyr sammen, siger hollænderen til Derbys hjemmeside.
Phillip Cocu kommer til Derby efter at have samlet trænererfaring hos Fenerbahce og PSV Eindhoven, hvor han i sidstnævnte klub opnåede suverænt størst succes. Han har også haft en fireårig periode som assistenttræner på det hollandske landshold.
Som spiller var Phillip Cocu forbi klubber som Vitesse, PSV Eindhoven og Barcelona, og han spillede mere end 100 landskampe.