Video : Tipsbladet
Generelle

Dortmund bekræfter: Lejer stjerne i Juventus

Thomas Delaney kan se frem til konkurrence på den centrale midtbane i Dortmund. Tyskerne har således netop bekræftet, at de har lejet Juventus-spilleren Emre Can i resten af sæsonen.

Emre Can har i de seneste dage været rygtet til Dortmund, og få timer før deadlinen på vinterens transfervindue har den tyske klub så bekræftet, at de har lejet midtbanespilleren i Juventus.

Can har flere gange i denne sæson beklaget sig over sin situation i den italienske storklub, hvor det har været småt med spilletid.

I denne sæson har tyskeren således blot fået 279 minutters spilletid i alle turneringer.

Blev rasende over Sarri-opkald
Emre Can trak overskrifter, da han tilbage i september meldte ud, at han var 'chokeret og rasende' over et opkald fra Juventus-cheftræner Maurizio Sarri, som meddelte tyskeren, at han var udeladt fra Juventus Champions League-trup.

Ifølge Can havde han afvist et skifte til PSG, fordi han havde troet, at han fortsat skulle spille en vigtig rolle i Juventus.

Dortmund har, ifølge Goal, en option på at købe Emre Can for 225 millioner kroner til sommer.