Ny udvikling: Nicklas Bendtner dropper anke og skal 50 dage i fængsel
Foto: Lars Rønbøg / Getty Images
Generelle

Ny udvikling: Nicklas Bendtner dropper anke og skal 50 dage i fængsel

Rosenborg-angriberen skal i fængsel, da han har droppet sin anke. Anklagemyndighedens kontraanke frafalder også.

50 dages ubetinget fængsel.

Det var den dom, den danske angriber Nicklas Bendtner fik af Københavns Byret. En dom, han ankede på stedet.

Men den anke fik Statsadvokaten i København til at kontraanke Bendtners dom og kræve en højere straf, men nu har Nicklas Bendtner valgt at frafalde sin anke, og Statsadvokaten har fulgt trop og dropper sin kontraanke. Det fortæller Statsadvokaten på Twitter.

Dermed er der en afslutning i sagen om den danske angriber, der en nat i september blev anholdt og sigtet for vold, efter han slog en taxachauffør i hovedet.

Bendtner nægtede sig skyldig i Københavns Byret, men fik altså 50 dages ubetinget fængsel den 2. november, mens taxachaufføren ud over en bøde på 1.500 kroner gik fri.

Nicklas Bendtner var i byen sammen med sin kæreste, og de tog i løbet af natten en taxa hjem. De blev med taxachaufføren uenige om vejen til HC Andersens Boulevard, og de to steg ud af vognen uden at betale. Det fik chaufføren til at kaste en tom dåse efter dem, hvorefter manden altså blev slået i hovedet af Nicklas Bendtner.

Hvordan det stiller den danske angriber i forhold til Rosenborg, er der ingen melding om i øjeblikket, men Rosenborg har hele tiden fastholdt, at sagen skulle gå sin gang i det danske retssystem, inden man ville beslutte sig for, hvad der skal ske med Nicklas Bendtner.