• Hent Tipsbladets app og få push notifikationer om seneste nyt, livescores mm.
  • Tilmeld dig nyhedsbrevet og få dit daglige skud fodbold til frokostpausen
    Tilmeld nyhedsbrev
  • Vær med hvor og når det sker og deltag i debatterne - følg Tipsbladet på:
Hold dig opdateret - følg Tipsbladet på:
Generelle Anders Dehn

EU-dansker: Matchfixing større end narko

EU-dansker: Matchfixing større end narko
Illustration

Medlem af Europa-Parlamentet Morten Løkkegaard mener, at gambling og matchfixing er et større problem end narkohandel. Der er for mange penge og for lille risiko involveret, siger han.

Af Anders Dehn

På det seneste har to matchfixing-skandaler i henholdsvis England og Italien trukket overskrifter i internationale medier. Den tidligere Premier League-spiller DJ Campbell er blevet anholdt under mistanke for at medvirke til aftalt spil, og den forhenværende AC Milan-profil Gennaro Gattuso har fået sit hjem ransaget under lignende mistanke.

Det er langt fra noget nyt, at Italien rammes af matchfixing-skandaler, men det hører derimod til sjældenhederne, at engelsk fodbold er offer for den slags. Det overrasker dog ikke Morten Løkkegaard, som er medlem af Europa-Parlamentet for Venstre, og som har beskæftiget sig meget med netop matchfixing de senere år.

- Allerede for to år siden begyndte jeg at råbe op og sige, at det er på vej. Det bevæger sig syd og øst fra mod nord og vest, så jeg kan desværre ikke sige, det overrasker mig, siger han til tipsbladet.dk.

- Det er jo ikke sådan, at Storbritannien er fri for kriminalitet. Der er måske mindre korruption, så vi har nogle forestillinger om og måske en vis realitet i, at sporten har været holdt fri af det her med korruption og kriminalitet traditionelt, og derfor er folk indgroet i den opfattelse, at korruption er noget, der hører de varme lande til. Men sagen er den, at vi lever i en verden med globalisering og fri bevægelighed. En af bagsiderne af medaljen ved det er, at de kriminelle har meget større mulighed for at operere frit på tværs af grænserne. 

Store penge, lille risiko
Matchfixing, aftalt spil og på anden vis ulovlig gambling har udviklet sig til at være en multimillionforretning verden over, og pengene synes at være større end nogensinde. Faktisk er de efterhånden så store, at det udgør et større problem i Europa, end eksempelvis narkotikahandel gør. 

- De estimater, jeg har fået, tyder på, at gambling er større end narko, når det handler om penge. Risikoen er mange, mange gange mindre, og straffen er mange, mange gange mindre, end det er for narkohandel. Det er jo en enestående fristende mulighed for kriminelle, det må man sige. Man kan nærmest ikke engang bebrejde dem, for det er minimal risiko, minimal straf og kæmpe, kæmpe beløb. Det lyder næsten for godt til at være sandt, siger Morten Løkkegaard, som baserer sit udsagn på sin kontakt med politi, antikorruptionsforeningen Play The Game og Kulturministeriet. 

Sidstnævnte søsatte i februar en arbejdsgruppe, der skal kigge på de danske regler for matchfixing, og selvom arbejdet var forventet afsluttet i 2013, har Kulturministeriet endnu ikke offentliggjort resultaterne. 

Der er dog ikke nogen tvivl om, at ulovlig gambling har kæmpemæssig udbredelse. Det er de seneste afsløringer fra Italien et godt eksempel på, hvor etablerede Serie A-spillere som Gennaro Gattuso og Cristian Brocchi er involveret. De to er endnu blot under mistanke og ikke kendt skyldige, men ifølge Morten Løkkegaard er det en pointe i sig selv, at spillere på så højt plan bliver involveret i den slags sager.

- Det fortæller noget om, hvor store pengene er i det. Man kan spørge sig selv, hvorfor ville topspillere, der formentlig lever på den grønne gren i forvejen og får enorme summer for det, de laver, løbe den risiko? Det kan kun betyde et, og det er, at pengene er enormt store, og risikoen åbenbart er meget lille, siger den danske EU-parlamentariker.

- En ting er, at underbetalte eller ikke-betalte, fattige østeuropæiske spillere, som ikke får deres løn i månedsvis, kan blive fristede. Det er nærmest til at forstå, hvis de skal forsørge deres familie og have en tilværelse ud af deres sport. Men at topstjerner, mangemillionærer i italiensk fodbold, det betyder kun, at grådigheden ikke kender nogen grænser, og pengene er så store, som de er.

Morten Løkkegaard er blandt andet næstformand i EU's Kultur- og Uddannelsesudvalget, hvor sportspolitik hører under.

-----
Få 100 stærke spilforslag fra oddsavisen.dk for 29,- kr/md - brug koden Tip2020