Generelle

Ex-ulv holder West Hams PL-drøm i live

Den tidligere FCM-spiller Winston Reid scorede til 1-1, da West Ham igår slog Kasper Schmeichels Leicester med 2-1.

Reading sikrede sig i sidste uge direkte oprykning til næste sæsons Premier League, men der er fortsat kamp om den anden direkte oprykningsplads, som Southampton og West Ham kæmper om.

Således mødte West Ham igår Kasper Schmeichels Leicester på udebane i en kamp, der skulle vindes, hvis håbet om direkte avancement til den bedste engelske række fortsat skulle holdes i live.

Den tidligere Everton og Leeds-spiller Jermaine Beckford gjorde imidlertid sit til at sætte en kæp i hjulet for London-klubben, da han efter en halv times spil headede Leicester i front. Føringen holdt dog kun kort, for den tidligere FCM-spiller Winston Reid bragte kort inden pause balance i regnskabet, da han sendte bolden ind via den ene stolpe.

I anden halvleg styrede West Ham spillet, og med en halv time igen bragte London-klubben sig foran ved Jack Collison, som med en tør, flad afslutning udefra sendte bolden i nettet til 2-1. Mere blev der ikke scoret i kampen, og dermed lukkede West Ham lidt af huldet til Southampton, så det inden sidste spillerunde kun er på to point.