Video : Tipsbladet
Generelle

Hurtigt hattrick i FC Nordsjællands sejr mod Nykøbing FC

FC Nordsjælland havde ikke nogen problemer med at besejre Nykøbing FC i en træningskamp, hvor Andreas Skov Olsen især viste sig frem.

Kasper Hjulmand valgte at give 18-årige Andreas Skov Olsen chancen fra start, og den unge kantspiller betalte straks tilbage, da han scorede til 1-0 efter syv minutter af træningskampen på Right to Dream Park.

Efter knap en halv times spil var teenageren igen på pletten, da han sparkede bolden forbi Thomas Villadsen efter forarbejde af Mathias Jensen og Martin Frese. Og blot to minutter senere scorede kantspilleren sit tredje mål.

Kasper Hjulmand valgte i pausen at skifte massivt ud på holdet, og i anden halvleg faldt scoringsfrekvensen også.

Først efter 73 minutter lykkedes det for FC Nordsjælland at få scoret mod 1. divisionsklubben, hvor Godsway Donyoh kom forbi sin modstander og sparkede bolden i mål.