Video : Tipsbladet
Generelle

Jens Jønsson er klar til klubskifte: Jeg ved, der har været interesse

Jens Jønsson skal ikke være fra Konyaspor for enhver pris, men han føler, at han kunne godt tænke sig et nyt kapitel i karrieren. Gerne tilbage til Europa.

Det er mildest talt ikke alle unge danske fodboldspillere, der bliver en succes, når de skifter til udlandet. Men i Tyrkiet kan de dårligt kalde Jens Jønsson andet end netop en succes:

Han har været fast mand gennem fire år i Konyaspor, hvor han har været med til at vinde pokalturneringen (klubbens første trofæ i historien), og hvor kun skadespauser har holdt ham på tribunen.

Så stor en succes har han været, at han føler sig klar til at tage et nyt skridt ud i den store fodboldverden. Ikke for enhver pris, for Jønsson er glad for, hvad han har fået i Konyaspor, men helst.

- Jeg synes, at i særligt de sidste to år i min karriere har jeg taget store skridt rent sportsligt og udviklet mig rigtig godt. Til sommer har jeg været her i fire år, og folk, der kender lidt til Konya, vil også vide, at det er mange år i Konya, siger Jens Jønsson om millionbyen i det vestlige Tyrkiet.

Læs også:Jens Jønsson scorede mod Galatasaray: Jeg slukkede humøret for 50.000

- Omvendt vil jeg ikke være respektløs over for en klub, der har givet mig rigtig meget, og sige, at jeg bare skal væk, og nu er det et nyt kapitel. Men jeg kunne godt tænke mig et nyt kapitel, og jeg føler mig også klart til et skridt op ad karrierestigen.

26-årige Jens Jønsson runder om fire kampe 100 af slagsen for Konyaspor, der veksler mellem at være et subtophold og et bundhold i den tyrkiske liga. Han har en idé om, hvor han godt kunne tænke sig at bevæge sig hen i næste del af sin karriere, primært mod vest, men ikke noget konkret land.

- Jeg har stadig nogle ambitioner rent sportsligt. Med det mener jeg, at jeg ikke skal til en anden klub i Tyrkiet for at tjene 100.000 kroner mere. Det skal være, fordi det er det rigtige rent sportsligt; et skridt op. Jeg er også nået til et punkt i mit liv, hvor jeg måske godt kunne se mig selv vende tilbage til Europa, siger han til tipsbladet.dk.

I fodboldsammenhæng er Tyrkiet ganske vist en del af UEFA og dermed Europa, men kulturelt har det været noget helt andet at bo i Konya, der ligger tættere på grænsen til Syrien end til Grækenland.

Læs også:Jønsson er holdkammerat med Eto'o: Gik ind på stadion med ham som 12-årig

Det har til gengæld også været meningen med at flytte til Tyrkiet, at Jens Jønsson skulle opleve en helt ny kultur, og det har han nydt i fulde drag.

- Konya er en anden verden, og det vil jeg aldrig have været foruden og er dybt taknemmelig over. Det skal ikke lyde, som om det er et farvel. Men det har været helt fantastisk, især sportsligt men også menneskeligt, siger den tidligere AGF-profil.

- Men efter fire år tror jeg også, at jeg som menneske er sådan, at nu har jeg også oplevet det. Det tog mig så 22-23 år i AGF, men nu har været fire år her og føler mig som sagt klar til ny udfordring et andet sted, såfremt jeg er så heldig, at der dukker noget op.

Det er der en chance for, at der gør.

- Jeg ved, der har været interesse, men jeg ved ikke hvor konkret. Jeg er ikke helt inde i alle klubnavne, men de navne, jeg har hørt, har ikke været noget, hvor jeg tænkte, det er der, vi skal hen, siger Jens Jønsson.

Læs også:Jens Jønsson med udløb er åben for alt - bare ikke Danmark

Læs også:Jønsson fra AGF til Tyrkiet: Det bedste jeg nogensinde har gjort

Læs også:Revser "Zanka": Jeg har ikke ondt af ham - den trøje skal bare af