Video : Tipsbladet
Generelle

Jens Jønsson med udløb er åben for alt - bare ikke Danmark

Til sommer udløber Jens Jønssons kontrakt i Konyaspor, og han har endnu ikke fået noget tilbud om forlængelse. Han er både frisk på at blive i Tyrkiet og søge andre steder hen. Der går dog nogle år, før han skal hjem til Superligaen.

Et af Aarhus' mest kendte bysbørn, Tina Dickow, sang for nogle år siden, at man kunne tage pigen ud af Aarhus, men ikke Aarhus "ud af den her pige". Det gælder også for en af byens stolte fodboldsønner, Jens Jønsson.

For Jønsson boede i Aarhus i de første 23 år af sit liv og fik sin fodboldopdragelse i AGF. Den dag i dag, over telefonen fra det centrale Tyrkiet, trænger den lokale dialekt stadig igennem, når han på klassisk østjysk vis trækker u'et, når han siger 'ud'.

Men selv om rødderne i både Aarhus og AGF ikke fornægter sig, og Jønsson stadig følger sit gamle hold, skal han ikke hjem til Aarhus eller andre steder i Danmark, når kontrakten med Konyaspor udløber til sommer.

- Jeg har i min kontrakt en option på, at hvis jeg runder 50 ligakampe de første to år, så kan Konya vælge at forlænge den, og det er jeg overbevist om, at jeg havde nået, såfremt jeg ikke var blevet skadet. Men i og med jeg missede seks-syv kampe i efteråret, kan jeg ikke nå det, indleder han til tipsbladet.dk.

- De har hele tiden givet udtryk for, at de gerne vil forlænge med mig, men jeg har ikke modtaget noget, så jeg ved reelt ikke, om det passer. Men jeg kan sige så meget, at jeg er åben for at blive her. Jeg er faktisk åben over for alt, så længe det ikke hedder Danmark.

Det er slet og ret for tidligt for den 25-årige defensivspiller at vende tilbage til de vante forhold.

- Jeg har været ude i to år til sommer, og det er et eventyr for mig, der ikke er slut. Hvor det så skal være, ved jeg ikke. Jeg ved bare, at mit liv og min hverdag i Danmark skal jeg nok få om nogle år, når jeg vender hjem og slutter min karriere, men det er ikke noget, jeg vil bruge de her år på, siger han.

Pengene blev forvaltet dårligt
Da tipsbladet.dk talte med Jønsson i sommer, fortalte han om et fantastisk første år i Konyaspor, hvor han havde været med til at fejre klubbens største triumf i historien, da de vandt pokalfinalen. Jønsson var i det hele taget glad for tilværelsen i det tyrkiske, men brodden af glæden er taget af i denne sæson.

Konyaspor ligger aktuelt til nedrykning, og det "gør da lidt ved humøret og oplevelsen som helhed", som han siger. Forklaringen hænger ifølge Jens Jønsson sammen med succesen.

- Jeg kom jo ind på et hold, som var blevet bygget op over nogle år og havde leveret rigtig godt året forinden (trejdeplads i ligaen, red.), og som så også leverede godt sidste år. I sommer røg en stor del af stammen, og vigtigst af alt røg træneren også, hvilket egentlig var forventet. Men alle de der er bare blevet erstattet af spillere og trænere, der ikke er nær så gode. Det er det korte af det lange, siger han.

- Mange af salgene skulle også ske, og det var til utroligt store penge for Konyaspor, men de penge er bare blevet forvaltet rigtig dårligt, og det betaler vi regningen for lige nu. Det indså de så også her i januarvinduet og fik hentet et par gode spillere ind til sidst. Så alt handler om overlevelse lige nu.

Ifølge Transfermarkt solgte Konyaspor for omkring 65 millioner kroner i sommer, men den store udskiftning har også haft en vis indflydelse på Jens Jønssons sæson. Hvor han var fast mand i stort set hele sit første år i Tyrkiet, har det været mere op og ned efter sommerpausen.

- Der kom en ny træner og ny sportschef i sommer, og vi fik 15 nye spillere. Jeg kunne godt mærke, at de gerne ville have deres folk til at lykkes. Det var fint nok, jeg vidste godt, at jeg selv syntes, jeg var den bedste, så det tog jeg ikke så tungt, og jeg skulle nok komme til at vise det. Det gjorde jeg også. Jeg startede ude, da sæsonen begyndte, og så gik der tre kampe, og så var jeg fast mand igen, siger Jønsson.

- Så blev træneren fyret, og så kom ham, vi har nu. Det var i starten af oktober, og han erklærede også hurtigt, at jeg var en stor del af hans planer, og jeg kunne godt mærke, at han havde meget tillid til mig. Efter 12 dage fik jeg en fiberskade og blev sat til at være ude i en måned, men var i hvert fald ude i to en halv. Den skade og de skiftende trænere, hver gang har jeg kæmpet mig tilbage og vist, at det var mig, der skulle spille, så på den måde er jeg ikke bekymret.

Jens Jøsson startede ude i den seneste kamp mod Akhisarspor, som holdet tabte 0-3. Der resterer 11 runder af den tyrkiske liga, og Konyaspor ligger a point med Alanyaspor lige på den rigtige side af nedrykningsstregen.


Sponsoreret:
Drømmer du om en tur ud i Europa for at opleve den fede fodboldstemning på et af de helt store stadions?

Skal det være hos FC Barcelona, Real Madrid, Manchester United, Liverpool, Chelsea, Bayern München eller noget endnu bedre?

Få tre hurtige tilbud på den perfekte fodboldtur for dig og vennerne, for far og søn eller for hele familien.

Det er nemt, hurtigt og enkelt, og der er svar fra rejsearrangørerne inden for 24 timer – find dit rejsetilbud her.