Video : Tipsbladet
Generelle

Juventus-sportsdirektør: Dybala bliver her

Paulo Dybala er på det seneste blevet rygtet væk fra Juventus, men ifølge Juventus-sportsdirektør Fabio Paratici skal han ingen steder.

Juventus sikrede sig lørdag det italienske mesterskab for ottende gang i træk. Med en 2-1 sejr over Fiorentina var det en realitet, at klubben endnu en gang er italienske mestre. 

Det er dog ikke alle, der har præsteret for Juventus i denne sæson. Den argentinske stjerneangriber Paulo Dybala er blandt andet blevet kritiseret for ikke at levere varen i denne sæson. Derfor har der i den seneste tid floreret rygter om, at han skulle være på vej væk fra Torino-klubben. Det har dog intet på sig ifølge Juventus-sportsdirektør Fabio Paratici. Han understreger, at Dybala bliver i Juventus, som også har planer om at forstærke sig yderligere frem mod næste sæson. 

- Dybala bliver selvfølgelig her. Han er Juventus-spiller, og der er ingen tvivl om, at hans fremtid er her i Juventus. Frem mod næste sæson skal vi have vores sædvanlige møde, som alle klubber har. Lige nu er dog ikke det rette tidspunkt at diskutere, hvad vi har tænkt os at gøre, men vi har selvfølgelig nogle idéer til, hvordan vi vil styrke holdet, siger han ifølge Football Italia. 

Paulo Dybala har i denne sæson bidraget med fem mål i 27 kampe i Serie A.