TIPSBLADET UPDATE ER PÅ GADEN TIRSDAG 14. MAJ:
King Kennys knapper: Hvor konger gennem verdenshistorien har nedkæmpet revolutioner, attentater og indimellem egne familiemedlemmer, så er der en Konge, som altid har folket bag sig. Kenny Dalglish har på fire måneder forvandlet Liverpool FC fra et hold, der frygtede at have bolden, til et der ikke vil give slip på den. Denne sæson, håber fansene, er et varsel på alt det gode, som venter dem i den næste. Vi har kigget på, hvordan King Kenny har bragt håbet tilbage til Anfield.
Portos Prædikant Radamel Falcão er både gift med en attraktiv kvinde og sin kristne tro. Religionen har hjulpet ham på vej mod at blive en højprofileret målscorer med fodboldverdenen for sine fødder, og det er han ikke bange for at fortælle vidt og bredt om. Sammen med angrebsmakkeren Hulk er han FC Portos vigtigste våben i jagten på Europa League-pokalen.
Krise på La Bombonera: Da River Plate og Boca Juniors søndag ramlede sammen i klassikeren over dem alle - El Superclásico - skete det i skyggen af de to giganters problemer med at fastholde grebet om argentinsk fodbold. Og klubbernes problematiske situation forplantede sig til banen. Reportage fra Argentina.
Ståles udfordring hedder Podolski: »Prinz Poldi« er flink nok, men han er den lokale helt, og han er bedst, når han mærker trænerens totale opbakning. Lige der begynder Ståle Solbakkens arbejde i 1. FC Köln.
Danskere i Ajax-fodspor: Situationen minder lidt om dengang i 1977, da de purunge danskere Frank Arnesen og Søren Lerby blev hollandsk mester med Ajax efter flere års titeltørke - og heller ikke denne gang venter en ny guldalder lige om hjørnet.
"Det skal gøre ondt": AaB-anfører Kjetil Wæhler er på nogle områder indbegrebet af fordommene om en barsk, norsk forsvarsklippe. Men på andre gør AaB's 35-årige midtstopper sit bedste for at slippe fra, hvad fodboldverdenen mener han er og bør være. AaB's norske landsholdsstopper fortæller om at konkurrere med sin storebror, danske stereotyper og prædikatet som gammel.