Klar til kæmpe salg: Superagent får ophævet italiensk karantæne
Foto: Alexander Hassenstein/Getty Images
Generelle

Klar til kæmpe salg: Superagent får ophævet italiensk karantæne

I går fik Mino Raiola ophævet sin verdensomspændende karantæne af FIFA, og i dag har en appelinstans tvunget det italienske fodboldforbund til at følge trop

Der må være faldet en sten fra hjertet hos Mino Raiola de seneste par dage. Tilbage i maj fik han tildelt tre måneders karantæne mod at drive agentvirksomhed af først det italienske fodboldforbund og siden FIFA, hvilket betød, at han ikke kunne være aktiv i spillerkøb- og salg i løbet af det kommende transfervindue. Noget, der straks fik Raiola til at klage til den internationale sportsdomstol, CAS.

Som beskrevet her på Tipsbladet.dk tidligere i dag fik Raiola onsdag løftet sin karantæne af FIFA, mens CAS behandler klagen. Torsdag har en appelinstans i Italien så konkluderet, at karantænen slet ikke var berettiget. Dermed ophører karantænen fuldstændig i Italien, og Raiola er nu fri til at pleje sine spilleres interesser henover sommeren.

Dommen fra den italienske appelinstans kan desuden forventes at få betydning for CAS' behandling af sagen, da FIFA'¨s karantæne var baseret på den fra det italienske forbund. 

Med frit spil til at drive agentvirksomhed i transfervinduet kan der være lagt op til nogle store handler i løbet af sommeren. Mino Raiola har blandt andre Manchester Uniteds kæmpestjerne Paul Pogba og Ajax' stortalent Matthijs de Ligt i stalden, og begge har været kæde sammen med flere forskellige europæiske storklubber denne sommer.