Video : Tipsbladet
Generelle

Laudrup smuk tager afsked: Jeg skylder ham meget

Legendariske Walter Smith er død. Hans tidligere spiller i Rangers Brian Laudrup mindes ham.

En af de helt store skikkelser i skotsk fodbold er ikke længere blandt os, men denne tirsdag er ikke kun en sorgens dag på De Britiske Øer. Det er den også for Brian Laudrup, der siger til Ekstra Bladet, at Smith havde stor betydning for hans karriere.

Laudrup kom til Rangers i 1994 efter et par hårde år i AC Milan og Fiorentina, og det var Walter Smith, der som manager hentede ham til klubben. Det var også Smith, der fik Laudrup til at føle sig hjemme i Glasgow.

De to udviklede et tæt personligt forhold, som holdt ved lang tid, efter de begge forlod Rangers i 1998.

- Da jeg blev introduceret til fodboldens Hall of Fame, var det ham, der overrakte prisen og holdt talen inde i Cirkusbygningen. Efterfølgende gik vi ud og spiste middag. Det var helt naturligt, og vi har mødtes flere gange i Skotland, når jeg har besøgt klubben, fortæller Brian Laudrup til Ekstra Bladet.

- Det er det tætteste, jeg har været på en manager. Der er ingen tvivl om, at jeg skylder ham meget. Det var under ham, jeg genfandt spilleglæden, og han har betydet meget for alt det, jeg har opnået fra 1994 og fremover.

Walter Smith stod i spidsen for Rangers fra 1991 til 1998 og trænede derefter Everton i fire år. Han var også kortvarigt assistenttræner for Alex Ferguson i Manchester United, inden han blev skotsk landstræner fra 2004-2007.

Han sluttede også sin trænerkarriere i Rangers, hvor han også var bestyrelsesformand i en periode efterfølgende. Han vandt intet mindre end ti ligatitler og fem pokaltitler med klubben.