Generelle

Lekic: En drøm gik i opfyldelse

Rajko Lekic har svært ved at få armene ned efter sin matchvindende scoring mod Jimmy Nielsen.

Rajko Lekic skiftede for få uger siden Silkeborg ud med den amerikanske klub New England Revolution, og det skifte fortryder angriberen med garanti ikke. I nat blev Lekic nemlig matchvinder for klubben, da han scorede det sidste og afgørende mål i New England Revolutions 3-2-sejr over Jimmy Nielsen og Kansas City.

Efterfølgende var det en jublende lykkelig dansker, der gjorde status.

- Det føltes himmelsk, da jeg så, at bolden gik i nettet. Det var ligesom en drøm, der gik i opfyldelse for mig. Jeg spillede ikke min bedste kamp, og jeg havde et par dårlige førsteberøringer, men jeg var meget glad, da jeg så, at bolden gik i mål, siger Lekic til klubbens officielle hjemmeside.

Opgøret mod Kansas City bød også på debut til den tidligere AGF-spiller Benny Feilhaber.