Generelle

Lindegaard vil spille på lørdag

Anders Lindegaard satser på at starte inde, når Manchester United i weekenden møder Crawley.

Anders Lindegaard fik sin debut for Manchester United, da De Røde Djævle vandt 2-1 på udebane over Southampton i FA Cuppen for et par uger siden.

Danskeren har dog stadigvæk sin hjemmebanedebut for United til gode, men dette håber Lindegaard, at der bliver lavet om på, når Premier League-duksene på lørdag tager imod miniputterne fra Crawley i FA Cuppen.

- Nu er debuten jo overstået, så nu må det næste jo være debut på hjemmebane. Det ville selvfølgelig også være stort. Så må tiden vise, om jeg får lov at spille, det ved jeg jo ikke endnu. Men det er klart, at jeg håber på at spille hver gang. Og jeg ved godt, at chancerne ikke altid er lige store, men det her er en af de kampe, man kan gøre sig forhåbninger om. Men det er managerens beslutning, og den accepterer vi alle sammen, siger Anders Lindegaard til DR Sporten.

Alex Ferguson giver med garanti det normale førstevalg, Edwin van der Sar, en pause i opgøret mod Crawley på lørdag, og derfor bliver det enten Anders Lindegaard eller polske Thomas Kuszczak der skal vogte United-buret i FA Cup-kampen.