Video : Tipsbladet
Generelle

Loyale Bjørn Paulsen rykker med Ingolstadt ned

Bjørn Paulsen tager turen med FC Ingolstadt ned i den tredjebedste tyske række.

Et gammelt mundheld siger, at man skal rejse sig ved det træ, hvor man er faldet, og det har danske Bjørn Paulsen tilsyneladende taget til sig. Han har således valgt at udvise sin arbejdsgiver FC Ingolstadt loyalitet efter klubbens nedrykning til den tredjebedste række i Tyskland.

Den 27-årige forsvarsspiller har været sat i forbindelse med kultklubben FC St. Pauli, men nu oplyser FC Ingolstadt på klubbens hjemmeside, at Bjørn Paulsen har valgt ikke at gøre brug af sin nedrykningsklausul - han tager turen med ned i 3. Liga.

- Tiden er ikke inde til at give op, så jeg ønsker at yde min del til, at vi får en succesfuld sæson og får rettet op på fejlen fra denne sæson, siger Bjørn Paulsen.

Danskeren skiftede til FC Ingolstadt i januars transfervindue, og han havde personligt et godt forår, som dog kastede en uheldig hovedrolle af sig i de afgørende playoff-kampe mod Wehen. Her scorede Paulsen et selvmål i kamp to på hjemmebane, som blev tabt 2-3 og dermed endte med at koste Ingolstadt pladsen i 2. Bundesligaen. Bjørn Paulsen scorede i øvrigt også i den rigtige ende i selvsamme opgør.

Bjørn Paulsen har i Danmark en fortid i Sønderjyske og Esbjerg fB.