Video : Tipsbladet
Generelle

Mæhle assisterede og er nu belgisk mester

Et uafgjort resultat var nok for Genk til at sikre det belgiske mesterskab torsdag aften, da Club Brügge tabte til Standard Liège.

Joakim Mæhle var endnu en gang med fra start, da Genk torsdag aften skulle forsøge at sikre det belgiske mesterskab mod Anderlecht. Marcus Ingvartsen så med bænken i hele kampen. 

Og danskeren kom ganske hurtigt i fokus, da han efter 11 minutters spil blev sendt ned ad højresiden, hvorfra han lagde en perfekt aflevering ind i feltet til Bryan Heynen, som chippede bolden i mål til stillingen 0-1.

Med føringen så Genk nu ud til at være belgiske mestre, men i anden halvleg fik Yannick Bolasie lavet om på det. Den tidligere Everton-spiller steg højest til vejrs på et indlæg og udlignede for Anderlecht. 

Stillingen fortsatte uændret indtil til slutfløjt. Det uafgjorte resultat var som udgangspunkt ikke nok for Genk til at sikre mesterskabet, men da Club Brügge tabte deres udekamp til Standard Liège, var det en realitet, at holdet nu er belgiske mestre. 

21-årige Mæhle har haft en glimrende sæson for Genk, hvor han har spillet 53 kampe, scoret fire mål og leveret 3 assists.