Video : Tipsbladet
Generelle

Marcondes tilbage med mål i støvlerne: Det var virkelig fedt

Emiliano Marcondes gjorde onsdag comeback for Brentfords B-hold efter en skade, og danskeren scorede et flot mål mod Reading.

Emiliano Marcondes har slet ikke været på banen for Brentford FC i denne sæson på grund af en skader, men den tidligere FC Nordsjælland-spiller nærmer sig fuldt vigør, og onsdag spillede han sin første kamp på denne side af sommerferien, da han var i aktion for Brentfords B-hold i et opgør mod Readings reserver.

Brentford vandt opgøret med tenniscifrene 6-0, og Emiliano Marcondes kom på måltavlen i opgøret. Nu håber danskeren, at det markerer startskuddet til en frisk start uden skader i England.

- Det var fantastisk at være tilbage. Jeg havde næsten helt glemt, hvordan det er at spille kampe og ikke bare sidde i et styrkelokale. Så det var virkelig fedt, siger Emiliano Marcondes til tipsbladet.dk og fortsætter:

- Jeg mærkede lidt til skaden i starten, men det gik væk efter 20-25 minutter. Jeg vidste godt, at jeg ville have lidt smerter i starten, så det forstyrrede mig ikke, men det var ikke sådan, at det sad i baghovedet. Jeg havde en overbelastningsskade, og den kan ikke bare komme igen ud af det blå, så det er selvfølgelig rart at vide. Men det handler stadig om at være forsigtig.

Emiliano Marcondes var på banen i 45 minutter, og han scorede målet til 4-0 kort før pausen. Et meget fint mål, fastslår den tidligere Superliga-profil.

- Det var et langskud uden for feltet, som jeg sparker op i det lange hjørne. Det betyder selvfølgelig noget for selvtilliden at score, og det er rart at vise allerede i min første kamp efter skaden, at jeg kan score mål. Det er jeg glad for, men jeg scorer også til træning og ved godt, at jeg ikke er blevet en dårlig fodboldspiller af at sidde ude, siger 23-årige Marcondes.

Offensivspilleren vil ikke spå om, hvornår han kan melde sig under fanerne hos Thomas Frank på førsteholdet. Han er før blevet skuffet på den front.

- Jeg tør ikke sige noget, for hver gang, jeg har sat forhåbningerne op, er jeg blevet ramt af et setback. Jeg håber, at jeg kan være tæt på, når landskampspausen er forbi, siger Marcondes, der er kendt som lidt af en træningsnarkoman:

- Her i starten træner jeg kun med holdet, og så har jeg lidt ekstratræning for at pleje min fod. Men jeg laver ikke den sædvanlige ekstratræning i forhold til at øve afslutninger, som jeg ellers altid gør. Jeg passer stadig godt på.

Emiliano Marcondes jagter stadig sin første scoring for Brentford FC.