Hammarby ser ud til at gå fra tre til to danskere.
Tidligere mandag kom det frem, at forsvarsspiller Bjørn Paulsen var fraværende fra træning i den svenske Stockholm-klub, og nu er der nyt om, hvor karrieren ser ud til at fortsætte for Bjørn Paulsen.
Den tidlgiere Esbjerg- og SønderjyskE-profil er ifølge Donaukurier.de tæt på at skifte til Ingolstadt fra den tyske 2. Bundesliga.
Danskeren, der scorede fem gange i Allsvenskan i fjor for Hammarby, får dermed chancen i et stort fodboldland, og aftalen er så tæt på, at den 27-årige dansker er rejst til Alicante i Spanien for at deltage på holdets træningslejr.
Ifølge det tyske medie er det kun et spørgsmål om tid, før Bjørn Paulsen er på plads i klubben, der ligger sidst i den næstbedste tyske række. Der bliver dermed noget at se til for Paulsen og Ingolstadt, der har tre point op til nedrykningsstregen. Klubben vandt bare én af 18 kampe i efteråret.
Hammarby har også Mads Fenger og Jeppe Andersen i truppen.