Video : Tipsbladet
Generelle

Medie: Dansk målmand skal på Red Bull-eventyr i New York

Den tidligere FC Nordsjælland-målmand David Jensen skifter Holland ud med USA. Det skriver et amerikansk fodboldmedie.

Såvel Red Bull-fodboldfamilien, der består af klubber i Leipzig, Salzburg og New York, som den amerikanske MLS får nu et nyt dansk medlem. I hvert fald, hvis man skal tro det amerikanske fodboldmedie prosoccerusa.com.

Mediet skriver således, at den 27-årige danske målmand David Jensen skifter til New York Red Bulls. Aftalen skulle være på plads, mens en offentliggørelse først forventes senere på ugen. Transferen kommer kort tid efter at New York Red Bulls-træner Chris Armas har klaget over manglende konkurrence på målmandsposten.

David Jensen har siden 2016 optrådt for FC Utrecht i den hollandske Eredivisie. Inden da var han på kontrakt i FC Nordsjælland, AB og FC Fredericia. Han har desuden været udtaget til det danske landshold, men uden at komme i spil.