Millarderne ruller: Transfervinduet var historiens dyreste
Foto: Getty Images
Generelle

Millarderne ruller: Transfervinduet var historiens dyreste

Igen satte transfervinduet rekord i sommeren 2018. Det var med 35 milliarder kroner på verdensplan det dyreste af sin slags i historien. Forbruget for hele året har også allerede sat rekord.

Det kan godt være, at verdens dyreste fodboldspiller, Neymar, blev handlet sidste år, men nummer to på listen, Kylian Mbappé fulgte efter i år, 2018 har allerede slået 2017 på transfermarkedet. Både for hele året samlet set og sommertransfervinduet isoleret set.

Verdens fodboldklubber brugte sammenlagt 35 milliarder kroner på at købe spillere fri af hinanden i juni, juli og august. Det er ny historisk rekord for sommervinduet.

Det fremgår af en ny rapport, som FIFA's Transfer Matching System står bag. Det er det system, klubberne skal bruge, når de registrerer spillerskifter.

Det samlede beløb for hele 2018 er samtidig løbet op i 46 milliarder kroner, hvilket er knap 12 procent mere end hele 2017. Det er især de fem store ligaer i England, Italien, Spanien, Frankrig og Tyskland, der trækker udviklingen i retning af større forbrug.

Selv om de fem ligaer stod for under en femtedel af alle internationale transfers, brugte de 77,5 procent af pengene. Det kommer næppe som en overraskelse, at den Premier League havde de allerstørste spenderbukser på.

De engelske klubber brugte ifølge FIFA's TMS lige over ni milliarder kroner denne sommer på at hente nye spillere. Særligt Liverpool trak den tendens op, som en anden undersøgelse viste i sidste uge.