Video : Tipsbladet
Generelle

Mourinho satser på comeback i juli

José Mourinho har en plan om at være tilbage i trænersædet allerede i juli måned.

Kort før jul sidste år blev José Mourinho fyret på ny. Den karismatiske manager blev afskediget i Manchester United, og sidenhen har han ikke haft arbejde som fodboldtræner. Det vil der dog snart blive lavet om på.

Han er blevet sat i forbindelse med en række klubber siden fyringen i den engelske storklub, men hidtil har han ikke skrevet under på en ny kontrakt. Han forventer dog, at han snart kan starte i en ny klub, hvor han kan arbejde med et projekt, han synes godt om.

- Jeg har mange kvaliteter, og en af dem er at respektere andre klubber og deres ledelse. Jeg har aldrig sagt, at den klub ville have mig, de kontaktede mig. Da jeg forlod Manchester United i december, tog jeg straks beslutningen om, at jeg ville arbejde igen fra sommer. Jeg håber at være tilbage i arbejde i juli i et projekt, jeg virkelig kan lide, fortæller José Mourinho til RMC.

På nuværende tidspunkt er der uvished om trænersituationen hos blandt andet Lyon, Juventus og Bayern München, men det er ikke sikkert, at José Mourinho havner i en af de klubber.