Østrigsk stortalent alvorligt skadet: Færdig ved U21 EM
Foto: Getty Images
Generelle

Østrigsk stortalent alvorligt skadet: Færdig ved U21 EM

Østrig kommer ikke til at få gavn af Hannes Wolf mere i U21 EM-slutrunden, da midtbanespilleren har brækket benet.

Hannes Wolf spillede mandag en nøglerolle for Østrig mod Serbien. Først scorede han til 1-0, hvorefter han fremtvang det frispark, der gav målet til 2-0. I den forbindelse måtte han dog også udgå.

I første omgang blev der end ikke fløjtet for frispark i situationen, men dommeren blev gjort opmærksom på, at der muligvis skulle uddeles et rødt kort for tacklingen mod Hannes Wolf, og det valgte han så at gøre.

Imens fik den 20-årige østriger behandling på banen, hvor han tydeligvis var i store smerter, og TV-billederne fortalte hvorfor. Midtbanespillerens ene fod sad helt forkert efter tacklingen.

Det har vist sig at være så slemt som frygtet, og the Independent skriver nu, at Hannes Wolf har brækket benet. Dermed kommer han med sikkerhed ikke til at spille flere kampe ved sommerens EM-slutrunde, hvor Danmark venter i den næste kamp.

Hannes Wolf er for nylig skiftet til RB Leipzig, men han må forventes at skulle bruge de næste måneder på at genoptræne efter sin alvorlige skade.