Video : Tipsbladet
Generelle

FC København foran største europæiske udfordring

FC København skal forsøge at fortsætte de fornemme takter i Conference League, når PAOK fra Grækenland gæster Parken.

Kampfakta:
Kampstart: Torsdag klokken 18.45
Spillested: Parken, København 
Dommer: Erik Lambrechts, Belgien
På TV: TV2 Sport X 
Hashtag: #fckpaok #cfl

Holdnyt:
FC København: 
Man kan diskutere, hvor imponerende det var, men FC København vandt senest 3-1 over Lincoln Red Imps i Conference League, og dermed har løverne vundet begge hidtidige kampe i gruppespillet. FCK har med andre ord leveret fejlfrit i Europa indtil videre. Og så har de leveret mål.

Hvis man medregner kvalifikationen, har FC København i denne sæson scoret 27 mål i otte kampe, og det kan ikke gøres ret meget bedre.

De takter skal holdet fortsætte i torsdagens hjemmekamp, men skader gør det vanskeligt for Jess Thorup i øjeblikket. Rasmus Falk og Carlos Zeca mangler fortsat, og derudover er Kamil Wilczek og Jens Stage på skadeslisten. Victor Kristiansen er til gengæld klar igen. 

Det helt store hovedbrud for FCK-træneren er den centrale midtbane, hvor Isak Bergmann Johannesson i første omgang blev prøvet af som makker til Lukas Lerager. Det gik hverken rigtig dårligt eller rigtig godt. 

FC København kan glæde sig over, at David Khocholava er tilbage efter at have afsonet karantæne mod SønderjyskE.

PAOK:
Grækerne ligner FC Københavns største udfordring i Conference League-gruppespillet, og det er bestemt et godt hold, der kommer til Danmark. Aktuelt er PAOK på andenpladsen i den græske liga.

PAOK er også ubesejrede efter de første to runder, men holdet smed point senest mod Slovan Bratislava, og derfor er FC København to point foran i stillingen.

Mange kan måske huske, at Brøndby IF mødte PAOK i Europa League-kvalifikationen i 2015, og ved den lejlighed fik de blå-gule store prygl. Brøndby tabte 0-5 i Grækenland og spillede 1-1 hjemme. Særligt Robert Mak gjorde ondt på Brøndby med et hattrick, men han har forlængst forladt grækerne.

PAOK er de ukronede pokalkonger af Grækenland og har vundet fire ud af de sidste fem pokalturneringer. I sidste sæson slog holdet Olympiakos i finalen. Klubben har hele otte gange deltaget i gruppespillet i Europa League, men de har aldrig været med i Champions League. PAOK blev senest græske mestre i 2019. 

I klubben huserer blandt andre den tidligere Manchester United-stjerne Shinji Kagawa, men han er langt fra fordums styrke og er slet ikke registreret til PAOK's kampe i Europa. Japaneren vil dermed ikke være på holdkortet i Parken. 

Karantæner:
FC København: Ingen
PAOK: Ingen

Bud på startopstillinger:
FC København (4-2-3-1): Grabara - Diks, Khocholava, Boilesen, Kristiansen - Lerager, Johannesson - Højlund, Biel, Bøving - Wind

PAOK (4-2-3-1): Paschalakis - Taylor, Mihaj, Michalidis, Vieirinha - Schwab, Esti - Zivkovic, Augusto, Mitrita - Akpom

Profilen:
En europamester gæster Parken torsdag aften. På PAOK-mandskabet huserer den 35-årige venstre back Vieirinha, der var en del af det portugisiske landshold, som vandt EM i 2016. Vierinha spillede fuld tid i alle tre gruppekampe, men kom slet ikke i aktion i knockout-fasen. Portugiseren er anfører for PAOK, men det er faktisk ikke givet, at han starter inde i Parken. I grækernes første to kampe i Conference League er han blevet sparet. 

Vidste du, at..:
Både FC København og PAOK har store kampe i kalenderen blot tre dage efter Conference League-opgøret i Parken. FCK møder rivalerne fra Brøndby IF, mens PAOK spiller topkamp i den græske liga mod Olympiakos.

Dom:
FC København kan se frem til den sværeste kamp hidtil i Conference League, og det skal nok blive jævnbyrdigt mellem Danmarks nummer to og Grækenlands nummer to. Det er naturligvis en fordel for FC København at have hjemmebane, og af samme årsag bør Jess Thorups mandskab også jagte sejren, men vi tror mest på pointdeling. Opgøret ender 1-1. 

Tidligere indbyrdes kampe, form og tabel: