Patrick Mtiliga lander job som sportsdirektør
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Generelle

Patrick Mtiliga lander job som sportsdirektør

Patrick Mtiliga er blevet ansat som sportsdirektør i 2. divisionsklubben B.93.

Patrick Mtiliga indstillede sin aktive karriere ved årsskiftet, og efterfølgende kastede han sig ud som agent. Nu har den tidligere landsholdsspiller fået et helt nyt job.

37-årige Patrick Mtiliga er således blevet ansat som sportsdirektør i B.93, der til dagligt huserer i 2. division. Stillingen er en nyoprettet en af slagsen i den ambitiøse københavnerklub. 

- Jeg har tænkt meget over, hvad jeg fortsat kan bidrage med inden for fodbolden og er meget glad for at lave denne aftale med min barndomsklub. Udover at have fulgt mit hjerte i denne beslutning ser jeg samtidig et fantastisk potentiale i klubben. Jeg glæder mig til denne professionelle udfordring og til at være med til at genetablere B.93 som en af Danmarks bedste sportsklubber, siger Patrick Mtiliga til klubbens hjemmeside.

Lars Lüthjohan Jensen, der er bestyrelsesformand i B.93, er glad for ansættelsen af den tidligere danske landsholdsspiller.

- Patrick repræsenterer alle vores værdier på den bedst mulige måde. Denne ansættelse er et væsentligt skridt fremad i vores bestræbelser på at skabe endnu bedre og professionelle rammer for vores spillere og klubben som helhed, siger han.

Patrick Mtiliga startede sin aktive karriere i B.93 og nåede blandt andet at spille 13 Superliga-kampe for klubben, inden han dog til udlandet og vendte hjem til FC Nordsjælland.