Peter Bonde indstiller trænergerningen: Har aftjent min værnepligt
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Generelle

Peter Bonde indstiller trænergerningen: Har aftjent min værnepligt

Den tidligere landsholdsassistent har valgt at indstille karrieren som elitetræner.

Han var i 10 år assistent under Morten Olsen på det danske fodboldlandshold fra 2005 til 2015, og før det trænede han blandt andre Næstved i Superligaen.

Nu har 60-årige Peter Bonde så valgt at sætte punktum for trænerkarrieren på eliteniveau:

- Been there, done that. Jeg har været Superliga-træner, jeg har været landstræner i flere lande, jeg har været til syv slutrunder. Jeg synes, jeg har udtjent min værnepligt i den sammenhæng. Nu vil jeg bare gerne beskæftige mig med det, det drejer sig om: fodbold og talentudvikling, siger Peter Bonde til DR.

Den tidligere landsholdsassistent har det seneste halve år været U19-kvindelandstræner i Kina, men har nu takket ja til et job som træner og underviser på idrætshøjskolen og- efterskolen i Oure.

Også Peter Bondes assistent i Kina, Nils Nielsen, der tidligere har trænet det danske kvindelandshold, forlader det kinesiske fodboldforbund.

Peter Bonde startede trænerkarrieren tilbage i 1991 i Kalundborg, og har foruden Næstved også stået i spidsen for Lyngby, Nykøbing Falster og det danske kvindelandshold.