Video : Tipsbladet
Generelle

Pogba og de Ligts superagent får ophævet karantæne

Mino Raiola har fået ophævet sit internationale forbud mod at arrangere handler i det kommende transfervindue. Karantænen gælder dog stadig i Italien

Mino Raiola regnes som en af verdens bedste agenter, der har fået sat store handler i verden til glæde for både store klubber og store spillere - og sig selv. Han er blandt andre agent for store navne som Paul Pogba, Mario Balotelli og Zlatan Ibrahimović, som alle har fået store og lukrative transfers med Raiola ved forhandlingsbordet.

I sidste måned fik Raiola og hans klienter dog et stort tilbageslag, da Raiola først fik tre måneders forbud mod at drive agentvirksomhed i Italien, hvilket efterfølgende blev fulgt op af et internationalt forbud fra FIFA. Det blev ikke gjort klart, hvad der var årsag til forbuddet, og Mino Raiola klagede straks til den internationale sportsdomstol, CAS.

Nu har CAS besluttet at tage sagen op, og mens den bliver behandlet, kan Raiola igen få lov til at udføre sit arbejde som agent. Dog ikke i Italien, hvor forbuddet stadig gælder. 

Mino Raiola kan ikke desto mindre få travlt med at få sommerens handler i hus. CAS forventer at træffe en beslutning om den internationale karantæne allerede i begyndelsen af juli, og herefter kan karantænen træde i kraft igen, hvis CAS beslutter, at både det italienske fodboldforbund og FIFA havde ret i at uddele karantænen.

Raiola-klienten Paul Pogba har været rygtet kraftigt væk fra Manchester United denne sommer, blandt andre til italienske Juventus. Det samme har en anden spiller i Raiolas stald, Ajax-stjerneskuddet Matthijs de Ligt. Skal Raiola sidde med til forhandlingerne, må begge derfor skyde en hvid pind efter et skifte til Serie A.

Med Raiolas hjælp kan begge dog stadig drømme om et stort skifte til en anden af de store europæiske ligaer, hvor både Pogba og de Ligt er rygtet til Spanien og henholdsvis Real Madrid og FC Barcelona.