Pressede klubber pantsætter fremtiden

Med Portugal som brohoved har private investeringsselskaber, der køber spilleres økonomiske rettigheder, spredt sig fra Sydamerika til store dele af Europa og frister gældsplagede fodboldklubber med et kortsigtet boost af spillerkøb. Kritikerne kalder investeringsselskaberne for snyltere, der flytter deres spillere rundt i Europa efter behag for kortsigtet gevinst og imod FIFA's regler blander sig i klubbernes og spillernes sportslige beslutninger, mens investeringsselskaberne selv mener, at de er en stor hjælp for fodboldklubber midt i den globale økonomiske krise.

- De er kun i fodbold for at tjene penge. Jeg tror, at fodbold vil klare sig bedre uden hedge funds. De er parasitter.

Professor i strategisk ledelse og ekspert i fodboldøkonomi ved University of Liverpool Tom Cannon er ikke imponeret over de kapitalfonde, der gennem det seneste årti og især i de sidste tre-fire år har bredt sig fra Sydamerika ud over et Fodboldeuropa og handler økonomiske rettigheder til nogle af de mest lovende spillere i verden for store beløb.

Og han er ikke alene med kritikken af fænomenet.

- Vi synes, det er noget rod, og jeg forstår ikke, at FIFA og de nationale fodboldforbund accepterer det. At de ikke sikrer, at der er fælles regler for investeringer i spilleres økonomiske rettigheder, siger Spillerforeningens direktør og næstformand i det internationale spillerforening FIFpro Mads Øland.

- Tag Carlos Tevez. Det er ikke fordi, han lider nød, men en af grundene til problemerne omkring ham er, at en køber ikke kun skal blive enig med ham og Manchester City men med en lang række investorer, der ejer Tevez' rettigheder. Han ejer også selv en del af sine økonomiske rettigheder, siger Mads Øland.

Klubber får råd til attraktive spillere

Det er vigtigt at understrege, at langt flertallet af kapitalfondene ikke har foretaget sig noget ulovligt eller brudt regler, når de har handlet med spilleres økonomiske rettigheder.

Og der er på papiret umiddelbare fordele i at samarbejde med disse kapitalfonde for europæiske fodboldklubber i pengenød, må selv de skrappeste kritikere indrømme.

- Det er åbenlyst en måde at få ekstra finansiering til fodboldklubber. Så kan de for eksempel få råd til at købe en Carlos Tevez ved selv at betale 60 procent af transfersummen, mens en hedge fund står for de sidste 40 procent, siger professor Tom Cannon fra University of Liverpool.

- Hvis bankerne ikke vil låne dem penge, så skal der være mulighed for, at de kan låne penge af andre kanaler, så de kan konkurrere og udfordre. Ellers vil det altid være de samme, der spiller med om pladserne i top 4, sagde Carlos Tevez' rådgiver Kia Joorabchain på en konference i oktober sidste år med henvisning til Everton, der i de seneste år er sakket længere og længere bagud i Premier League.

Den brasilianske jurist Marcos Motta er tidligere direktør i den brasilianske storklub Flamengo og i dag juridisk rådgiver for en række sydamerikanske profiler, herunder Santos FC's og Brasiliens stjernefrø Neymar.

I tiden i Flamengo var han på sin klubs vegne interesseret i at indgå et samarbejde med den globale rettigheds-gigant ISL og investeringer i spilleres økonomiske rettigheder (som nåede at gå konkurs efter betaling af millionbestikkelse for tv-rettigheder til blandt andre ledere i FIFA, før aftalen med Flamengo trådte i kraft), og Motta har gennem sit arbejde stor erfaring med, hvordan aftaler om spilleres økonomiske rettigheder skrues sammen i Sydamerika. Han vurderer, at samarbejde med kapitalfondene kan være en fordel for både klubber og spillere, også i Europa og i mindre ligaer og klubber som de danske, så længe der laves klare og ærlige aftaler.

- Det er vigtigt at gøre klart, at det skal være rent økonomiske aftaler. Det sportslige skal investorerne blande sig helt uden om. Man skal sige til investorerne: 'Det er fantastisk, at I gerne vil investere i den her spiller, men I skal ikke blande jer. Det kan være, I får en fantastisk gevinst på jeres investering, men det kan også være, at I taber det hele,' siger Marcos Motta.

- Neymar er min klient, og 40 procent af hans økonomiske rettigheder er ejet af sådan en fond (kapitalfonden DIS Esportes, der er ejet af en brasiliansk supermarkedskæde, mens yderligere fem procent af ejet af kapitalfonden Terceira Estrela Investimentos, Red.). Jeg vil vurdere, at de 10 bedste spillere i Brasilien i dag er delvist ejet af private investorer på samme måde som Neymar. Uden den her finansiering, så tror jeg næppe, at Santos kunne have holdt på Neymar, siger Marcos Motta.

- Neymars situation er på nogle måder typisk for meget store talenter i Argentina og Brasilien. Ofte vil en sydamerikansk klub have svært ved at forlænge kontrakten med sådan et stortalent. Så i dette tilfælde går klubber som Santos ind og siger: 'Du bliver rigtig god, hvis du bliver på det hold, har vi har nu. Vi vil gerne forlænge med dig, vi giver dig en lønforhøjelse, og så får du måske en procentdel af salgssummen, når du bliver solgt.' En klub kan typisk finde på at tilbyde spilleren 10-20-30 procent af hans egne økonomiske rettigheder som del af, at han forlænger en aftale, siger Marcos Motta, der også mener, at modellen kunne være behjælpelig i Danmark.

- At sælge en del af de økonomiske rettigheder kan hjælpe med at holde de bedste unge spillere i den danske liga. Du nævner eksemplet med de unge spillere i FC Midtjylland (Rilwan Hassan, Sylvester Igboun og Izunna Uzochukwu, hvor FCM solgte de første 7 millioner kroner af fremtidige transferindtægter plus ti procent årligt i september 2011), det er da fremragende for dansk fodbold, at sådanne dygtige spillere bliver noget længere, i stedet for at en eller flere af dem blev solgt sidste sommer, siger Marcos Motta.

Klubber kan altså både holde på spillere og få fat i nogen, de ellers ikke ville have haft råd til, som Brøndby, der var tæt på at få Anthony Ujah, mens en klub som FC Porto ville stå med et stort hul i kassen, hvis ikke havde solgt mellem 5 og 50 procent af de økonomiske rettigheder til 16 af førsteholdsspillerne per 30. juni 2011. Forudsat at de får forhandlet en god aftale på plads.

- Det kan give klubber adgang til spillere, de ellers ikke ville have haft råd til, og minimere deres risiko, hvis spilleren ikke lever op til de sportslige forventninger, siger Miquel Terassa, partner ved det spanske advokatfirma Cuartecasas.

Klubber og spillere mister kontrollen

- Det er vel det tætteste, man kan komme på slavehandel.

Revisor ved Deloitte Jesper Jørgensen er generelt alt andet end imponeret over handlen med spilleres økonomiske rettigheder, som i Jørgensens optik næsten altid vil være en rigtig dårlig handel i længden for en fodboldklub.

Og ulemperne ved at sælge de økonomiske rettigheder på ens bedste spillere er til at få øje på.
En ting er, at offentligheden bliver overrasket over, at størstedelen af pengene fra et spillersalg går til private investorer, hvilket AGF oplevede ved salget af Michael Lumb til Zenit for to år siden, hvor omtrent otte ud af 12 millioner gik til en gruppe århusianske forretningsmænd.
Men i klubbernes optik må det være langt mere alvorligt, at det i talrige eksempler er endt med retssager og bitre fejder mellem klubber, private investorer og agenter om, hvem der præcis havde ret til hvad.

Kilder tæt på Carlos Tevez har på pæn vis antydet overfor Tipsbladet, at argentineren muligvis ikke havde foretaget alle de klubskifter (tiden i Corinthians og West Ham stikker i øjnene), han har lavet i sin karriere, hvis ikke han havde haft alle de forskellige medejere, der skulle tjene penge på hans fodboldspil (ligesom den russiske rigmand Boris Berozovskij i øjeblikket fører sag mod Kia Joorabchain for at få halvdelen af transfersummen fra Tevez' 45-millioner-pund-transfer til Manchester City).

Neymars medejer DIS Esportes er i øjeblikket voldsomt på kant med superstjernens klub Santos, fordi de to parter er uenige om, hvem af dem der skal have hvad for Wesleys skifte til Werder Bremen, og sådan kan man blive ved med at finde eksempler op, at klubber og investorer ender som uvenner, når investeringen (spilleren) skal sælges.

- Kapitalfondene laver reelt aftalerne sådan, at klubberne ikke har råd til at sige nej til et tilbud, som fonden siger ja til. Fremgangsmåden er ofte, at klubben skal betale en 'straf', der nærmest er lige så stor, som det tilbud, den sagde nej til. Så den mister reelt, om ikke formelt, magten over sin spillertrup, siger Mads Øland fra FIFpro og Spillerforeningen.

- Jeg mener, at det største problem er, at third party ownership ødelægger det bånd mellem klubben og lokalsamfundet, som en fodboldklub lever af. Når der er skjulte direktører og ejere af spillerne, som har som formål at tjene penge på transfers af spillere, så handler det ikke længere om at præstere i en holdsport. Så kommer spillerens loyalitet til at ligge hos ham selv og hos hans ejer, som først og fremmest tænker på at tjene et overskud på spilleren, siger Tom Cannon fra University of Liverpool.

Det med loyaliteten dukker op hos flere kilder. Ser man på de spillere og de klubber, hvor Creative Artist Agency igennem dets selskaber er medejer af og engageret i, er det interessant, at trænere og spillere i flere tilfælde er flyttet mellem klubber, hvor CAA var involveret. Der er ingen grund til at tro, at CAA og dets klienter har gjort noget som helst galt. Men fodboldfans og eksperter i lande som Brasilien og Portugal, hvor fænomenet har eksisteret i mange år, er ikke begejstrede for, at private investorer har skudt mange millioner i spillere i samme liga men i forskellige klubber. Det bør FIFA lovgive imod, mener en advokat med speciale i spillerkontrakter.

- Du bør kun have lov til at investere i spillere i en klub per land. Det andet kan risikere at ende med, at det går ud over fairness i den sportslige konkurrence, siger Rodrigo Garcia, der er advokat og partner ved Laffer Abogados i Madrid.

Og så er der dem, der 'bare' mener, at det er et brud med fodboldens ånd og fornuften systematisk at handle spillere med det ene formål at tjene penge.

- Jeg mener, at third party ownership af spillere er forkert. Det betyder, at spillere bliver flyttet rundt i verden som varer og i realiteten mod deres egne ønsker. Det skaber finansielle incitamenter til at flytte spillere rundt. For eksempel, i Brøndbys tilfælde, kunne jeg forestille mig, at de blev tilbudt spillere fra Afrika eller Sydamerika, som skulle være i klubben et år eller to, før de blev flyttet igen, for eksempel til Premier League, siger Damian Collins, der er britisk parlamentsmedlem og medlem af det britiske Underhus' sports- og medieudvalg.

Håndbog i playersponsorater

Hvordan er det præcist, der sker, når investorer køber sig ind i fodboldspillere?
Reglerne og betegnelserne er forskellige fra land til land, men fælles for hele verden er det, at kun fodboldklubber må ligge inde med selve spillertilladelsen ('føderative rettigheder'), hvilket vil sige, at eksterne investorer formelt set ikke må eje og bestemme over en fodboldspiller eller hvad han og hans klub skal gøre.
Til gengæld må klubber alle andre steder end i Premier League og franske Ligue 1 (og i nogen grad den centraliserede nordamerikanske liga MLS, som har samme struktur som andre sportsligaer i USA), gerne sælge de økonomiske rettigheder, som er afledt af en spillers føderative rettigheder, hvilket vil sige indtægter fra salg og lejeaftaler.
Det er forskelligt, hvor store eller små andele, klubber sælger af spillernes økonomiske rettigheder. I større klubber - hvor spillerne typisk også er dyrere - vil klubber og investorer typisk sælge/købe mellem 5 og 50 procent af en spiller, så klubben stadig har et incitament til at sælge spilleren og ikke mister for meget indflydelse til de private investorer.
I mindre klubber og i Sydamerika og Portugal, hvor trejdeparts-investorer er mest udbredt, sker det dog ofte, at majoriteten eller alle de økonomiske rettigheder bliver solgt til private investorer. I nogle tilfælde fordi investorerne vil hjælpe klubben af et godt hjerte, men lige så ofte er det for at få reel kontrol over spillerens karriere, selvom det er i strid med FIFA's regler.
Sidst men ikke mindst er det tilladt - og praksis - især i Sydamerika, at en spiller eller hans agent må købe spillerens egne økonomiske rettigheder. Det har førnævnte Neymar gjort (nogle siger, at han har op mod 20 procent), ligesom Carlos Tevez ejer en mindre procentdel af sine egne økonomiske rettigheder. Det betyder, at spilleren får en andel af en transfersum, der svarer til hans andel i sine økonomiske rettigheder. Da Manchester City i juli 2009 købte Carlos Tevez fri af aftalen med Media Sports Investments, kostede det angiveligt City 450 millioner kroner, og hvis vi sætter Tevez' andel af sine økonomiske rettigheder til 10 procent, tjente han personligt 45 millioner kroner på sit skifte oven i en ny (og forbedret) løn samt en signon-fee.