Rajko Lekic kan ikke holde sig væk: Vender tilbage til grønsværen
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Generelle

Rajko Lekic kan ikke holde sig væk: Vender tilbage til grønsværen

Han var en målmaskine hos især Silkeborg, og nu vender Rajko Lekic i efteråret tilbage på grønsværen - dog kun i Sjællandsserien.

Han var ikke den hurtigste, ej heller den største, og så var han heller ikke den fysisk stærkeste spiller på banen. Men en ting var Rajko Lekic bedre end de fleste til: At score mål.

Den tidligere Superliga-angriber havde en evne til at stå det rigtige sted og sparke boldene i nettet, når chancen tilbød sig, og især i tiden i Silkeborg IF scorede han mål på samlebånd.

Og nu er det så en anden klub, der får glæde af Lekic' evner - angriberen har nemlig valgt at snøre støvlerne igen.

Rajko Lekic stoppede sin karriere som professionel tilbage i sommeren 2014, og selv om der ikke venter en ny karriere som professionel, venter der alligevel en udfordring for den nu 38-årige angriber.

På sin egen Facebook-side fortæller Lekic, der fik en enkelt landskamp i sin karriere, at han i efteråret skal spille for Sjællandsserieklubben Glostrup FK.

I 2003/2004 scorede angriberen hele 35 mål i 37 kampe for Silkeborg, inden han blev solgt til Xerez i Spanien.

Lekic har efter karrieren drevet virksomheden "Rajko Lekic Målakademi". Her har han hjulpet unge angribere med at blive skarpere foran mål.

Udover Silkeborg og Xerez nåede Lekic blandt andet også at spille i Superliga-klubberne OB og Esbjerg fB, mens han også havde ophold i USA og Tyrkiet.