Generelle

Rasede mod fansene – taget for spritkørsel

De sydafrikanske fans var efter angriberen Katlego Mphela, indtil han i sidste minut scorede sejrsmålet i lørdagens 1-0 sejr over Egypten. Mandag morgen blev han så arresteret for spirituskørsel.

- Det er første gang i min karriere, jeg har prøvet det, og jeg synes, det var latterligt. Jeg er sydafrikaner, jeg spiller for Bafana Bafana, og det gjorde ondt, at mit eget folk vendte sig mod mig under kampen.

Sådan sagde Katlego Mphela efter Sydafrikas 1-0 sejr over Egypten i lørdags, efter at han scoret det eneste mål i landskampen i sidste minut.

Mphela, der til daglig spiller for Pretoria-holdet Mamelodi Sundowns, var ikke populær blandt tilhængerne, hvoraf mange tilsyneladende holdte med to af Mamelodis store konkurrenter, der hører hjemme i Johannesburg-forstaden Soweto.

Men natten mellem søndag og mandag gjorde Mphela så sit til at blive mere upopulær, da han blev taget for spirituskørsel i det centrale Johannesburg.

Mphela blev anholdt lidt i tre efter at have kørt usikkert i sin Audi A3. Sagen skal for retten i august.

Spirituskørsel er et betydeligt problem i Sydafrika, og i nylig tid har Bafana Bafana-stjernen Steven Pienaar og forsvarsspilleren Bryce Moon været involveret i sager, hvor der var en uheldig sammenblanding af alkohol og bilkørsel.