Video : Tipsbladet
Generelle

Rooney afslører trænerambitioner: Har allerede fået tilbud

Wayne Rooney har stadig gang i den aktive karriere i USA, men englænderen er allerede blevet tilbudt managerjobs. Indtil videre lokker det ikke, men Rooney vil gerne gå den vej.

Wayne Rooney er stadig i fuld gang på banen, og det er kun et døgns tid siden, han scorede fra egen banehalvdel mod Orlando City. Den tidligere Everton- og Manchester United-angriber har da også gang i en flot sæson i MLS, hvor det er blevet til 23 mål i 40 kampe for DC United.

Selvom statistikkerne stadig er pæne, er englænderen også begyndt at forberede sig på et liv efter spillerkarrieren. Og her er der altså stor sandsynlighed for, at han ender lige udenfor kridtstregerne i en træner- eller managerrolle, da han allerede er ved at gennemføre træneruddannelserne sideløbende med den aktive karriere.

- Når jeg er færdig med at spille, vil jeg se, hvilke muligheder der dukker op. Der har allerede været tilbud, men jeg er stadig spiller og vil nyde det at spille, og så må jeg se, hvilket tilbud der er det rigtige, når jeg stopper, siger Wayne Rooney til Sky Sports.

- Der er en mulighed for at blive manager, med det samme jeg lægger støvlerne på hylden. Den beslutning vil blive taget på baggrund af klubbens ambitioner, mine egne, hvad der er rigtigt for mig selv og det specifikke hold.

Mange af Rooneys tidligere holdkammerater på det engelske landshold er allerede gået trænervejen. Scott Parker står i spidsen for Fulham i den kommende sæson, Steven Gerrard er hos Rangers, John Terry er assistent hos Aston Villa og Frank Lampard bliver formentlig præsenteret som manager hos Chelsea inden længe.

- Det er fantastisk for mig selv, som gerne vil gå manger-vejen, at se hvordan de her drenge får mulighederne og det giver håb for, at det også vil ske for en selv, siger Rooney.

Rooneys nuværende kontrakt med DC United udløber først d. 31. december 2021, så der går formentlig et par år, inden englænderen er at finde på sidelinjen som træner.