Video : Tipsbladet
Landshold

Rooney afviste afskedskamp inden VM

Den engelske landsholdsprofil spiller sin sidste landskamp torsdag aften mod USA.

Wayne Rooney er den mest scorende engelske landsholdsspiller i historien. Den titel har han tilegnet sig i sine 119 landskampe.

Selvom det er to år siden, han spillede sin sidste kamp i den hvide trøje, så får den 33-årige offensivspiller nu sin kamp nummer 120. Det bliver også hans officielle afskedskamp.

Det kommer til at foregå, når han bliver skiftet ind i torsdagens venskabskamp mod USA.

Beslutningen har mødt en del kritik, da det netop er længe siden, han spillede sin sidste kamp for landsholdet. Men det er der en naturlig forklaring på, fortæller hovedpersonen selv.

- For et år siden snakkede vi om forskellige ideer, og der var en mulighed for at gøre det lige inden VM. Men jeg følte ikke, at det var den rette beslutning. Spillerne var ved at gøre sig klar til den største turnering i fodbold, og det mente jeg ikke, jeg ville stå i vejen for, sagde Rooney på et pressemøde tirsdag.

Englænderen forklarede desuden at en af årsagerne til, at han gerne ville spille nu, er, at hans klub DC United røg ud af play off-kampene i MLS i denne måned.