Rosenborg-træner: Selvfølgelig er Bendtner-sagen forstyrrende
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Generelle

Rosenborg-træner: Selvfølgelig er Bendtner-sagen forstyrrende

Rosenborgs hollandske træner Rini Coolen lægger ikke skjul på, at sagen med Nicklas Bendtner har været oppe og vende i truppen.

Nicklas Bendtner er blevet indblandet i en sag, hvor han skulle have brækket kæben på en taxachauffør i det københavnske natteliv. Her er der tale om en sag, som spillerens træner i norske Rosenborg, hollandske Rini Coolen, har været påvirket af.

Det åbner Coolen op for i et interview med B.T.

- Selvfølgelig har det været forstyrrende. I dag (torsdag, red.) snakkede vi også lidt om det, fordi der var nogle spillere, der først kom hjem fra landsholdet i dag. Vi tog det op kort lige før træningen, og spillerne er selvfølgelig klar over, hvad der er sket, lyder det fra cheftræneren.

Han forklarer endvidere, at sagen er noget, der har påvirket dem alle, men at det heller ikke er mere end det. Coolen påpeger desuden, at man nu er nødt til at være professionelle og komme videre med at fokusere på sit arbejde.

Hollænderen bemærker også, at han har haft en samtale med den danske angriber, hvorefter fokus nu er på, at Bendtner skal blive fri af den skade, som han er blevet ramt af. 

Bendtner er sigtet i sagen, der handler om den milde voldsparagraf. Nicklas Bendtner nægter sig skyldig ifølge Rosenborg-spillerens advokat Anders Nemeth.