I sommer kogte Bassel Saads temperament over midt under en fodboldkamp i Michigan i USA, og han endte med at slå dommeren i hovedet. Slaget ramte så uheldigt, at den 44-årige dommer mistede livet, og Saad blev idømt otte års fængsel for uagtsomt manddrab.
Nu har den afdøde dommers kone, Kristen Bieniewicz, valgt at sagsøge spilleren og den lokale liga, Michigan United Soccer League, for i alt 354 millioner kroner. Beløbet svarer til 51 millioner dollars - én million for hvert af de 51 år, hendes mand kunne have levet endnu.
- Vi håber, at denne retssag sender et budskab om, at når man begår uciviliserede handlinger i en civiliseret verden, er der konsekvenser, også ud over den kriminelle verden, siger Kristen Bieniewicz' advokat James Acho iføgle Associated Press.
Den afdødes hustru sagsøger ligaen, fordi den tillod Bassel Saad at spille, selv om han - ifølge søgsmålet - havde et ry som en voldelig spiller.