Video : Tipsbladet
Generelle

Sala sendte beskeder fra fly: Jeg er ved at være bange


Skræmmende lydfiler er blevet offentliggjort fra den argentinske fodboldspiller, der forsvandt over den Engelske Kanal mandag.


Emiliano Sala er stadig ikke dukket op, efter hans fly fra Nantes til Cardiff mandag forsvandt fra radaren henover den Engelske Kanal.

Nu er der dukket WhatsApp-beskeder op fra Sala til sine venner i Argentina, og den 28-årige fodboldspiller udtrykker selv bekymring undervejs på sin tur.

- Jeg er på et fly, der ligner noget, der er ved at falde fra hinanden, og jeg er på vej til Cardiff. Sindssygt! I Allerede i morgen starter vi, og om eftermiddagen skal vi træne, siger Sala i den første talebesked, inden det pludselig tager en drejning:


- Hvordan går det gutter? Hvis I ikke hører mere fra mig indenfor halvanden time, så ved jeg ikke, om de måske skal sende nogen ud for at finde mig… Jeg er ved at være bange!

Eftersøgningsarbejdet i den Engelske Kanal blev sat igang tirsdag, og politienheden på øen Guernsey skrev følgende på Twitter:

- I løbet af vores 15-timer lange søgning, som inkluderede flere luft- og havenheder fra Kanaløerne, UK og Frankrig, har vi opdaget flere flydende objekter i vandet. Vi har endnu ikke kunnet bekræfte, om nogle af disse er fra det savnede fly, skrev Guernsey Politi på Twitter, inden eftersøgningen blev indstillet onsdag morgen.