Video : Tipsbladet
Premier League

Sarri frygtede ikke fyring: Er ved at forberede sig til næste sæson

Selvom Chelsea var inde i en mindre krise, har Maurizio Sarri aldrig været i tvivl om sin fremtid på Stamford Bridge

Der har været masser af drama i Chelsea i den seneste tid. Et par nederlag til de to Manchester-klubber i Premier League, et nederlag i Carabao Cup-finalen til Manchester City og et stort udskiftningsdrama i samme kamp har sendt the Blues i overskrifterne på det seneste.

Både de dårlige resultater og skandalen omkring Kepa Arrizabalagas manglende udskiftning i Carabao Cup-finalen fik flere til at sætte spørgsmålstegn ved Chelsea-manager Maurizio Sarris fremtid i klubben. Siden er det dog blevet til to sejre, først over lokalrivalen Tottenham, og senest i dag mod Watford. Derfor er fyringssnakken så småt begynde at forstumme.

Men det var aldrig noget, der påvirkede hovedpersonen selv. Efter kampen mod Watford fortalte Maurizio Sarri til Sky Sports Italia, at han hele tidenhar været så sikker i trænersæddet. Faktisk så sikker, at han og klubben er gået i gang med at lægge planer for den kommende sæson.

- Jeg har det på samme måde som før, men mere glad fordi resultaterne er gode. Da alle snakkede om min fyring, snakkede jeg med klubben om planerne for holdet i næste sæson. Så jeg var afslappet, afslørede den karismatiske italiener.

Med dagens sejr holder Chelsea sig ind i kampen for en plads i top fire, som efterhånden er blevet sæsonen målsætning i klubben.