Video : Tipsbladet
Generelle

Schweiziske kampe udskydes af frygt for coronavirus

I Schweiz har man udskudt alle weekendens kampe, da begivenheder med mere end 1.000 deltagere er blevet forbudt i landet.

Coronavirussen har skabt utryghed verden over, og sygdommen har for alvor også fået indflydelse på fodboldverdenen.

Tidligere er kampe i den italienske Serie A blevet udsat som frygt for smittefare, og nu udskyder det schweiziske fodboldforbund også alle kampe i den kommende weekend på ubestemt tid. Alle begivenheder, hvor mere end 1.000 personer skulle samles, er nemlig blevet forbudt i Schweiz - som minimum indtil 15. marts.

Læs også:Klar til ottendedelsfinalen i Europa League: FC København skal til Tyrkiet

Det går derfor også udover kampene i de to bedste schweiziske rækker, Super League og Brack.ch Challenge League. Det meddeler det schweiziske fodboldforbund, SFL, på sin hjemmeside.

Fodboldforbundet åbner samtidig for muligheden for, at kampe skal spilles uden tilskuere.

- SFL vil informere om det videre løb for mesterskabet i tæt samråd med myndighederne og klubberne i de kommende uger. På grund af det høje tidspres og for at kunne fortsætte turneringen i regelmæssige rammer, skal kampe uden tilskuere overvejes, skriver de.

I øjeblikket fører St. Gallen 1879 den schweiziske liga, hvor de dog er á point med Young Boys.

FC Zürich, der har danske Mads Pedersen i truppen, er nummer fem i rækken.

Læs også:Frygter coronavirus: Newcastle forbyder håndtryk