Simon Makienok præsenteret i hollandsk danskerklub
Foto: Utrecht.nl
Generelle

Simon Makienok præsenteret i hollandsk danskerklub

FC Utrecht, der allerede har David Jensen på kontrakt, får nu endnu en dansker til klubben. Simon Makienok er netop blevet præsenteret i det hollandske.

Simon Makienok er endelig kommet fri af kontrakten med Palermo og har fået sig en ny permanent klub. Den lange angriber skifter til FC Utrecht, der har skrevet en treårig aftale med danskeren.

Klubben skriver på sin hjemmeside, at den har hentet Makienok til Æresdivisionen. Her vil han blive holdkammerat med målmanden David Jensen.

- Vi er meget tilfredse med Makienoks ankomst. Han er en boldfast og stærk angriber, som man ikke kommer uden om som referencepunkt. Derudover har han vist flere gange i sin karriere, at han har næse for mål, siger cheftræner Erik ten Hag.

Den tidligere landsholdsangriber skiftede fra Brøndby IF til Palermo i 2014, men opholdet i det italienske blev aldrig nogen succes. Han har siden været lejet ud to gange, først til Charlton Athletic og siden Preston North End.

Nu har han altså fået et permanent skifte væk fra Palermo.