Generelle

Skandale: Løgn, bestikkelse og aftalt spil

Tipsbladet har samlet dokumentation for en række af de skandalesager, der i øjeblikket tynger FIFA og truer med at ødelægge forbundet og fodboldspillet.

Løj overfor storsponsor

I foråret 2006 skulle FIFA afgøre, om samarbejdet med sponsoren Mastercard skulle fortsætte efter VM-slutrunden i Tyskland.

FIFA's sponsorafdeling forsikrede Mastercard om, at man ikke ville indgå aftaler med andre, før Mastercard havde sagt ja eller nej til FIFA's betingelser, hvilket Mastercard ifølge kontrakten havde ret til.

Samtidig arbejdede FIFA-folkene på en aftale med Mastercards konkurrent VISA og forsikrede om, at Mastercard bestemt ikke havde fortrinsret.

Efter tre FIFA-komiteer havde godkendt en forlængelse af Mastercard-aftalen og næsten alle kontrakterne var underskrevet, ombestemte FIFA's marketingschef Jerome Valcke sig og gav aftalen til VISA.

FIFA opfandt et aftalebrud fra Mastercards side i et forsøg på at slippe ud af den hidtidige aftale, men den hoppede dommeren i den efterfølgende retssag ikke på.

I retten i New York kaldte dommer Loretta Preska Jerome Valcke for en løgner, der havde forsøgt at snyde både VISA og Mastercard. Eksekutivkomite-medlemmet Chuck Blazer, der er i vælten netop i disse dage efter sin anmeldelse af Mohamed bin Hammam og Jack Warner for korruption, var vidne i retssagen, og dommer Preska kendte Blazers vidnesudsagn for ugyldigt, da det ifølge Preskas vurdering var fabrikeret og direkte løgnagtigt.

Læs dommer Loretta Preskas vurderinger af sagen ved at klikke her

FIFA endte med at slippe for en endelig dom ved at betale 90 millioner dollars i erstatning til Mastercard, hvilket udgjorde halvdelen af den aftale, FIFA indgik med VISA om at sponsorere VM 2010 og 2014.

Jerome Valcke blev fyret i starten af 2007, da han under retssagen sagde, at han kun havde lavet 'en forretningsløgn.' Valcke blev genansat i FIFA i slutningen af samme år som generalsekretær, en post Blatter sad på indtil han blev præsident for FIFA i 1998.

En insider, Tipsbladet har diskuteret sagen med, vurderer, at Jerome Valcke blev bedt om at 'tage skraldet' for Mastercard-skandalen, som topledere på højeste plan i FIFA havde et stort medansvar for, fordi de angiveligt havde instrueret Valcke i at handle, som han gjorde overfor Mastercard og VISA.

Læs mere om Jerome Valckes genansættelse i FIFA ved at klikke her og her

Næste skandale - på næste side