Video : Tipsbladet
Generelle

Spøgefuld Alves: Jeg er arbejdsløs - lad os se om jeg får et job

Dani Alves er uden klub, og nu venter han bare på, at der tikker tilbud ind - og åbner i spøg døren på klem for et job hos en spansk avis

Trods sine 36 år er Dani Alves langt fra færdig med topfodbold. I går kunne han som Brasiliens anfører hæve Copa America-trofæet i triumf efter en fremragende turnering, som også kastede en pris som turneringens bedste spiller af sig.

Men selvom han nyder stor personlig succes i disse dage, er den erfarne venstre back faktisk arbejdsløs for tiden. Kontrakten med den franske storklub Paris Saint-Germain blev ikke forlænget, og Dani Alves er derfor på klubjagt i øjeblikket - og her er han tilsyneladende ikke kræsen.

- Copa America er slut nu, og jeg forlader den uden en klub. Lad os se, om der er nogle, som vil give mig muligheden. Jeg er åben for tilbud, fortalte Alves efter Copa America-finalen mod Peru til den spanske sportsavis Marca og fortsatte med en spøgefuld hentydning til avisens udsendte:

- Hvis Marca kommer med et tilbud, vil jeg ikke sige nej!

Mon ikke det er tvivlsomt, at Dani Alves lægger støvlerne på hylden til fordel for en karriere som journalist. Han har i hvert fald i de netop overståede sydamerikanske mesterskaber bevist, at han i allerhøjeste grad stadig kan præstere på topniveau.

Blandt andre engelske Manchester City og italienske inter har tidligere været meldt interesseret i Dani Alves. Han har tidligere spillet for både Juventus og FC Barcelona, hvor han med sidstnævnte blandt andet vandt seks spanske mesterskaber og tre Champions League-titler - faktisk er Dani Alves den mest vindende spiller i historien.