Sportsdirektør havde interesse fra danske klubber: Jeg afviste dem alle
Foto: Privat
Generelle

Sportsdirektør havde interesse fra danske klubber: Jeg afviste dem alle

Mads Davidsen stopper til nytår i Shanghai SIPG, men han fortsætter ikke i Danmark. Han vil blive i udlandet, så han har afvist alle danske bejlere.

Der gik kun to uger, fra Mads Davidsen fortalte, at han ville søge nyt arbejde til nytår, til Troels Bech fortalte, at hans stilling i Brøndby IF også ville blive ledig. Dermed kunne koblingen mellem den tidligere U-træner i netop Brøndby og vestegnsklubben ikke være meget mere oplagt.

Ifølge Tipsbladets oplysninger var Brøndby-ledelsen da også interesseret i at tilknytte Davidsen, men det bliver ikke ham, der tager over, når Bech er væk. Den opgave får Ebbe Sand, mens Mads Davidsens fremtid endnu ikke er afklaret. Han slår dog én ting fast: Den ligger ikke i Danmark.

Tilbuddene har ellers været der, men Mads Davidsen vil ikke hjem endnu.

- Jeg vil kun sige, at jeg aldrig var interesseret (i Brøndby-jobbet, red.). Allerede i juni, da jeg besluttede mig for at forlade Shanghai, var jeg fokuseret på at blive i udlandet, siger han til Ekstra Bladet.

- Jeg ønsker ikke at fortælle, om der har været dialog specifikt med Brøndby. Jeg har talt med flere danske danske klubber, og alle har fået den samme besked. Jeg vil blive i udlandet.

Mads Davidsen har de seneste år arbejdet som teknisk direktør i Shanghai SIPG i Kina, mens han tidligere har arbejdet som akademidirektør og assistenttræner for Sven-Göran Eriksson. Før det var han U-træner i Brøndby IF og B93.