FC Midtjylland solgte i går Erik Sviatchenko til Celtic for 20 milloner kroner, og mandag eftermiddag præsenterede den skotske klub ham ved et pressemøde.
24-årige Sviatchenko afslørede blandt andet, at han valgte Celtic fremfor klubber i Italien og fra Championship og begrundede det med klubbens størrelse.
- Jeg kunne være taget til Italien og Championship – og sidste år til Premier League. Jeg sagde nej, da jeg så Celtic som en meget større klub end nogle af Premier League-klubberne, sagde Sviatchenko ifølge Celtics Twitter-konto.
- Det betyder meget for mig at være i en klub, hvor jeg kan mærke intensitet og atmosfære. Jeg ønsker at være med i de store kampe.
Sviatchenko har skrevet en kontrakt med Celtic, der gælder til sommeren 2020 og har fået trøjenummer 28.