Sydamerikanske lande vil byde på jubilæums-VM
Generelle

Sydamerikanske lande vil byde på jubilæums-VM

Uruguay og Argentina vil byde på VM i 2030, som vil markere et specielt jubilæum for Uruguay.

VM i 2030 kan meget vel blive afholdt i Sydamerika.

I hvert fald har Uruguay sammen med nabolandet Argentina besluttet sig for at byde ind på værtsskabet for slutrunden. Det bekræfter landenes to præsidenter torsdag.

Uruguay vil formentlig gå langt for at få værtsskabet, da det i 2030 vil været præcis 100 år siden, landet vandt deres første VM. Som tilmed var den første VM-slutrunde nogensinde.

Forholdet mellem Uruguay og Argentina har tidligere ikke været særlig godt, men det har ændret sig, siden Argentina skiftede præsident til Mauricio Macri.

- Og ingen mulighed er bedre end at forpligte sig til at være fælleskandidater som vært for VM, sagde Macri ifølge AFP, da han var på besøg hos netop Uruguays præsident, Tabare Vasquez.

Mauricio Macri har tidligere været klubpræsident i den argentinske klub Boca Juniors, mens Tabare Vasquez har været det i den uruguayanske klub Progreso.

Begge lande har desuden vundet VM to gange. Udover i 1930 vandt Uruguay også VM tyve år senere. Argentina vandt VM i 1978 på hjemmebane og i 1986.

Sydamerika har i alt afholdt VM fem gange. 1930 i Uruguay, 1950 i Brasilien, 1962 i Chile, 1978 i Argentina og 2014 i Brasilien.